100 minutter.

Det er, hvad den walisiske superstjerne Gareth Bale har fået af spilletid for Real Madrid siden 1. marts i år, og med en ugeløn, der angiveligt ligger på lige knap 2,9 millioner danske kroner, har der altså været tale om 100 relativt dyre minutter.

I øjeblikket er Gareth Bale nemlig mest vant til at sidde på bænken i Spanien, og på trods af ikke at have været i aktion siden 24. juni er det den 30-årige stjerne, der løber med både sportsmediernes, mange af fansenes og de sociale mediers opmærksomhed.

Så sent som mandag aften har hans opførsel på Real Madrid-bænken – der i disse corona-tider fysisk er på tribunen – spredt sig med lynets hast på de sociale medier.

Gareth Bale fik en del opmærksomhed, da han sad på tribunen mandag aften under opgøret mellem Real Madrid og Granada.
Gareth Bale fik en del opmærksomhed, da han sad på tribunen mandag aften under opgøret mellem Real Madrid og Granada. Foto: JUANJO MARTIN
Vis mere

Bale sad således på tribunen mandag aften, da Real Madrid slog Granada 2-1 i La Liga.

Her lavede han en gestus, hvor han med en rulle sportstape i den ene hånd formede sine hænder til en kikkert foran øjnene og rettede undervejs blikket mod den modsatte ende af, hvor spillet foregik, hvilket har skabt et hav af reaktioner – både de alvorlige og humoristiske af slagsen.

Bales opførsel er på ingen måde gået ubemærket hen i et af de store spanske medier, Marca, der blandt andet kaldte gestussen for 'barnlig'.

Også spanske Sport bemærkede Bale på bænken og påpegede, at han 'stjal rampelyset med et nyt show'. Det er nemlig ikke den eneste gang, Gareth Bale har vakt opsigt på bænken.

Så sent som i det forrige opgør, hvor Real Madrid slog Alaves 2-0, kom waliseren også på dagsordenen efter opgøret, da et kamera undervejs i kampen filmede Bale, der sad tilbagelænet på et sæde med det påbudte corona-mundbind trukket op for øjnene, som om han sov.

Ligeledes blev Bale set grine på tribunen, da manager Zinedine Zidan i opgøret gjorde brug af sin femte og sidste indskiftning.

Disse episoder affødte en hel del kritik, og Bales opførsel under Alaves-kampen blev kaldt både 'umoden' og 'unødvendig'. Det blev af flere medier, herunder Mundo Deportivo og Marca, ligeledes tolket, som om waliserens karriere i Real Madrid principielt er slut, sådan som tingene ser ud nu.

I 2019 vakte Gareth Bale og hans tilhørsforhold til Real Madrid også opsigt.

Det var et flag magen til dette, som Gareth Bale jublede med i en landskamp for Wales.
Det var et flag magen til dette, som Gareth Bale jublede med i en landskamp for Wales. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Det var i forbindelse med en kvalifikationskamp til EM 2020, hvor Bale fejrede EM-billetten ved at holde et flag op med teksten 'Wales. Golf. Madrid. I den rækkefølge', hvilket ikke faldt i god jord i Spanien.

Da Bale efterfølgende vendte tilbage til Real Madrid, blev han mødt af buhråb fra egne fans.

Forholdet mellem Real Madrid – måske særligt Zinedine Zidane – og Gareth Bale ser med de seneste historier ud til kun at være blevet et mere anspændt et af slagsen.

Gareth Bale har kontrakt i Real Madrid frem til sommeren 2022, men der er i øjeblikket ikke noget, der tyder på, at han er på vej tilbage i varmen hos Zidane.