I hvad der føles som evigheder, har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo været fodboldens største rivaler.

Og det er da også tanken om at stå tilbage som den største af de to superstjerner, der driver Ronaldo i de sidste år af hans lange og succesfulde karriere.

Portugiserens helt store drøm er nemlig, at han står tilbage med flere Ballon d'Or-trofæer end sin argentinske rival, når han engang trækker sig tilbage fra fodbolden.

Det afslører chefen for uddelingen af Ballon d'Or-prisen, som uddeles en gang om året til verdens bedste fodboldspiller.

Foto: VALERIANO DI DOMENICO
Vis mere

»Ronaldo har kun én ambition, og det er at gå på pension med flere Ballon d'Or-titler end Messi. Og det ved jeg, fordi han selv har sagt det til mig,« siger Pascal Ferré til Marca.

Som det ser ud nu, har Ronaldo med sine fem sejre i kåringen vundet en gang mindre end Messi, som senest vandt i 2019.

Men når prisen uddeles igen mandag, kan situationen se endnu værre ud for den selvbevidste og ærgerrige 36-årige angriber, som vandt sin femte titel i 2017.

Lækkede dokumenter viser nemlig, at det er Lionel Messi, der lidt overraskende løber med sin syvende Ballon d'Or i år med en sejr i afstemningen foran Karim Benzema og Robert Lewandowski.

Så kan Ronaldo nok ikke bruge sine rekordmange nomineringer til ret meget. 17 gange har verdensstjernen være nomineret til prisen.

Mandag aften bliver det afsløret, om de lækkede dokumenter holder stik. Her afholdes nemlig det store Ballon d'Or-fodboldgallashow i Paris, som magasinet France Football arrangerer.