Tyske Ralf Rangnick overtager trænerposten midlertidig i Manchester United frem til sommeren 2022.

Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse.

Når kontrakten udløber til sommer, træder Rangnick over i en toårig konsulentkontrakt, hvor han vil have indflydelse på klubbens næste manager samt kontraktforhandlinger, skriver transferjournalisten Fabrizio Romano på Twitter.

»Jeg er glad for at komme til klubben og har fuldt fokus på at gøre det til en succesfuld sæson. Holdet har masser af talent og en god balance mellem unge talenter og erfarne spillere. Min indsats de næste seks måneder kommer til at fokusere på at hjælpe spillerne til at nå deres potentiale både individuelt, men vigtigst som hold,« siger han.

Foto: Odd ANDERSEN
Vis mere

Indtil Rangnicks visum falder på plads, er det stadig Michael Carrick, der styrer tropperne på træningsbanen, oplyser klubben.

Den 63-årige tysker kommer til klubben fra en rolle som sportsdirektør i russiske Lokomotiv Moskva.

I en lang årrække har han haft succes i tysk fodbold, men det er især hans tid i Red Bull-koncernens fodboldindsats, at hans fodboldfilosofi kom til udtryk.

Her kom han til Red Bull Salzburg i 2012, inden han drog videre til Leipzig-afdelingen. Her var han med til at hente Yussuf Poulsen til klubben, hvor han i sin tid frem til afskeden i 2019 skiftevis både var træner og sportsdirektør.