FC København er kommet ud i et sandt stormvejr efter fyringen af klublegenden Per Wind.

Og det er helt fortjent, at de kritiske vinde blæser om ledelsen i den store Superliga-klub, som i sidste uge gav beskeden om fyringen til Wind – uden at meddele det til omverdenen.

Det mener panelet i denne uges udgave af 'Fodbold FM', B.T.s fodboldpodcast.

»Kommunikationen er problemet her. Hvis man træffer så store beslutninger i en klub, der som FCK er så profileret, så skal man melde det ud i tide. Det har man ikke gjort her, og pludselig står det i medierne. Det burde FCK have taget vare på,« siger kvindelandstræner Lars Søndergaard, som sammen med fodboldscout Erik Larsen udgjorde panelet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nyheden om fyringen af Per Wind – og fyringen af tidligere forsvarsstjerne Mikael Antonsson, som var ansat i FCKs stab – sev ud i pressen, først i Tipsbladet og siden bekræftet i B.T.

Og netop den detalje har fået sagen til at vokse sig endnu større, end den måske havde behøvet, for FCK har via sportschef Peter Christiansen været tvunget til at kommunikere på bagkant.

»En hvilken som helst klub er i sin gode ret til at ansætte eller fyre ansatte. Og så er det lige meget, om man har været der i lang tid eller er et klubikon. Problemet her er timingen, og at det kommer ud, uden at FCK har nævnt det nogen steder. Det kan man undre sig over – de er blevet taget på sengen,« siger Erik Larsen.

66-årige Per Wind, som er far til FCKs angrebsstjerne Jonas Wind, er en vellidt figur blandt FCKs fans, som startede som målmandstræner i 1999. I de sidste otte år har han haft administrative opgaver omkring førsteholdet.

Både FCK-fans og Jonas Wind har udtrykt skuffelse over FCK-ledelsens beslutning om at fyre Per Wind som følge af en omorganisation.

Wind selv har sagt, at han er 'mega skuffet over klubbens behandling af mig', og at der er 'meget, jeg gerne vil sige', men at han vil undlade at gøre det.

»Jeg tror ikke, FCK har undervurderet betydningen af Per Wind som person og hans aftryk blandt fansene og spillerne. Men de har sovet i timen i forhold til, hvor skuffet, ked af det og vred han er blevet over fyringen,« siger Erik Larsen og understøttes af Lars Søndergaard:

»Kunne man ikke godt have gjort det på en måde, hvor man hædrer en mand, som har været så lang tid i gamet, i stedet for at fyre ham. De burde have fundet en løsning, hvor han kunne få en ordentlig afsked. Vi er for dårlige til at hædre vigtige personer i klubberne i Danmark. Per Wind har været med til at bygge FCK op med sin rolle i kulisserne.«

'Fodbold FM' er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Vært er Steffen Gronemann. Følg 'Fodbold FM' på Facebook og på Twitter.