I tabellen er OB klatret inden for i top seks-varmen, som også er klubbens målsætning.

Men det er ikke kun spillet på banen, der er på top seks-niveau, her hvor klubberne er nået halvvejs i Superligaens grundspil.

Det er også interessen for OB hjemme i stuerne. Det viser nye tal fra Divisionsforeningen.

Her indtager de stribede en placering som nummer fem med 67.000 tv-seere i gennemsnit til hver kamp.

Det er lidt mere end halvt så mange, som Brøndby har per kamp. Sidste sæsons guldvinder er klart nummer et i seertabellen – cirka 32.000 seere foran ærkerivalerne fra FCK.

Det er da også kampene mod Brøndby og FCK, der topper listen over mest sete OB-kampe. 128.000 tændte for flimmerkassen for at se OB-FCK, mens 100.000 så OB-Brøndby. Begge kampe blev vist på 3+.

Bundskraberen for OB var kampen mod Viborg, som kun 13.000 så på tv. Den blev vist på Eurosport.

Tallene for denne sæsons første ti runder er sat op over for tallene fra 2019/2020-sæsonen. OBs seergennemsnit var 1.300 højere per kamp i de første ti runder dengang.

»Jeg tænker, det er meget forventeligt. Det er der, vi ligger, når man sammenholder med vores resultater. Det er en fair placering, men vi forsøger at lægge på dag for dag,« siger OBs kommercielle chef Jack Jørgensen.

»Vi kan sørge for at komme højere op i tabellen og spille noget seværdigt fodbold. Det skal der til for at få bedre spilletidspunkter, og for at det bliver en bedre tv-oplevelse for dem, der ser med,« fortsætter han.

»Det er svært at påvirke fra den kommercielle side. Det er det sportslige på banen, der tæller. Jo stærkere ens fodboldbrand bliver, jo flere følgere, seere og tilskuere får man.«

Også på tilskuergennemsnit ligger OB i den sjove ende af tabellen.

OBs kommercielle chef Jack Jørgensen har tidligere udtalt, at klubben har potentiale til top fire på tilskuerfronten, og det potentiale har man indfriet på nuværende tidspunkt i sæsonen, hvor OB er foran både FCM og AaB på tilskuertallene.

Med 8.844 tilskuere i snit er OB nummer fire efter FCK, Brøndby og AGF.

Der er ti procent flere tilskuere på Nature Energy Park til hver kamp, end der var i de første ti runder for to sæsoner siden.

Det er dog for tidligt at gå op i den beregning, fordi OB allerede har haft besøg af både FCK og Brøndby, hvilket andre hold ikke har endnu. Derfor kan man først for alvor sammenligne tilskuertal, når alle grundspilskampe er spillet.