Dedikerede fans med tunge skæbnehistorier, der finder frelse i dansktoppen og i forsangeren, der selv bærer en tyngde.
Sådan beskrev anmelderne filmen 'Kandis for livet' om Johnny Hansens band Kandis og deres fans, som netop er blevet nomineret til Årets lange dokumentarfilm til Robert Prisen.
Men faktisk var det ikke meningen, at dokumentaren skulle have været så tungsindig og så personlig, fortæller Kandis-Johnny til B.T.
»Ideen startede som en bandfilm, men jeg er egentlig glad for, at det tog en drejning. Det blev mere en fanfilm om, hvordan de spejler sig i vores musik og i mit liv.«
Derfor overgav han sig også, da dokumentarens instruktør, Jesper Dalgaard, delte sin nye vision for filmen efter at have castet de forskellige fans.
For dokumentaren blev meget mere personlig end først antaget.
»Egentlig syntes jeg ikke, vores tragedie i 2008 skulle have været med,« starter Johnny Hansen om tabet af sin første kone, Helle Bekhøj.
Hun begik selvmord som 41-årig, hvilket kom som et stort chok for Johnny Hansen. Han var ikke klar over, hvor langt nede moren til hans to voksne døtre, Cecilie og Caroline, var.
»Jeg synes, at alle sten har været vendt. Det er mere en ting, vi snakker om i familien i dag, og ikke noget, vi snakker om offentligt,« beskriver den 56-årige dansktopsanger sin indvending mod at fortælle historien igen.
»Men vi indgik så et kompromis, Jesper og jeg, for jeg kan godt se, at det giver god mening, at det er med. For det spiller godt sammen med de fans, der er med i filmen. Det fungerer godt som helhed, hvordan jeg efterfølgende skriver nogle sange og bøger, som folk begynder at spejle sig i,« forklarer Johnny Hansen.
Han giver et eksempel fra dokumentaren.
»Specielt sangen 'Hotel Himmel', jeg lavede til Helle, som var med til at redde Renés liv. Han sidder i sin bil og har bestemt sig for at tage sig selv af dage, og så hører han den sang, mens hans bedste ven, hans hund, sidder og kigger op på ham. Så han vælger livet til i stedet for at vælge det fra.«
Genfortællingen af hans første kones selvmord vakte dog også opstandelse.
Det har han dog ikke personligt mærket meget til, fortæller Johnny Hansen, for folk kan se, at historien giver mening i det store billede.
Selvom han anerkender, at det er barskt, når han i filmen kalder sin afdøde kone »tarvelig« og stadig ikke besøger hendes grav, fordi hun forlod ham og deres døtre.
Kompromisset med instruktøren Jesper Dalgaard var derfor også, at hans historie ikke skulle overtage dokumentaren.
»Jeg fik skåret længden af det ned, så det ikke kom til at fylde en halv time af filmen. Jeg prøvede at begrænse det lidt. Det havde vi nogle lange snakke omkring,« fortæller Johnny Hansen, der endte med at blive glad for slutresultatet.
Ikke mindst mener han, at det ville være »fortjent«, hvis instruktør Jesper Dalsgaard og holdet bag vinder en af de prestigefyldte Robert-statuetter for dokumentaren, når prisuddelingen finder sted 5. februar.