Koldt, klart og solrigt.
Det er overskriften på vejret på en torsdag, som godt nok er den første i januar, men hvor der set ud fra et vejrmæssigt perspektiv ikke er nogen undskyldning for at putte sig i sit vinterhi.
Dagen bliver nemlig perfekt til en travetur eller et smut i løbeskoene.
Først skal vi dog lige have overstået nogle morgentimer, hvor der er al mulig grund til at tage den med ro i trafikken.
Våde og frysende kolde vejbaner betyder nemlig torsdag morgen, at der er risiko for pletvis rim- og isglatte veje i morgentimerne mange steder i landet.
Men når det er sagt, så har det meste af landet udsigt til en udpræget flot og solrig januardag.
Men den bliver kold.
»Vi får en del sol, men temperaturerne krabber sig kun op på mellem frysepunktet og fem graders varme. Det bliver klart og solrigt vejr, men koldt,« siger den vagthavende meteorolog i DMI, Mette Zhang.
»Men her fra morgenstunden vil mange nok opleve det som lidt råt,« tilføjer hun.
Et kig på vejret i de fire største byer, viser da også, at der er sol til alle.
Aalborg
Vi begynder i det nordjyske, hvor aalborgenserne kan se frem til en flot og kold januardag.
»Her forventer jeg, at der kommer en del sol hele dagen. Temperaturerne kommer til at ligge mellem frysepunktet og tre graders varme,« siger Mette Zhang.
Vinden bliver svag til jævn.
Aarhus
I Smilets By kommer der også en del sol, men ud på eftermiddagen trænger skyerne sig på, og meteorologen kan ikke afvise, at der er kommer lidt hvidt nedbør.
»Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt der kommer enkelte byger med sne i Aarhus, men andre steder i Østjylland kommer der nok lidt,« siger Mette Zhang.
Temperaturerne vil ligge mellem nul og tre grader.
Odense
Vejret i den fynske hovedstad kommer til at ligne det i Aarhus, forklarer den vagthavende meteorolog.
Dagen begynder med en del sol, men så kommer skyerne ud på dagen og måske også en enkelt byge.
Temperaturerne kommer her til at ligge mellem en til fire grader, og vinden bliver svag.
København
Københavnerne kan til gengæld glæde sig over, at skyerne først når hovedstaden sidst på dagen.
Her byder dagen på »en del sol« og en til tre graders varme.
I løbet af aftenen og natten forventer Mette Zhang, at det er overskyet i hele landet, og så kommer en front ind over med både regn og slud.



