Jeg er bange for at lyde ondskabsfuld og kynisk, men den nye dokumentarfilm om Kandis-Johnny og ikke mindst hans mange fans er dræbende kedelig at komme igennem.
Filmen hedder 'Kandis for livet' og er groft sagt et halvanden times sammenklip af fans, der fortæller om, hvordan Johnny Hansen har reddet deres liv.
'Johnny er gud' lyder mantraet, og hans menighed består af mennesker med det til fælles, at livet ikke har været nemt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, den dag Johnny ikke er her længere.
Tonen i filmen er derudover bare grundlæggende tung.
Mange fan-interviews foregår i halvmørke i lange sindige sekvenser. Lydsporet er trist, og jeg tænker på, om det overordnet var den bedste vinkel, man kunne have taget på fænomenet 'Kandis Johnny'.?
Jeg er selv vokset op i Midtjylland med vestjyske bedsteforældre, der godt kunne finde på at sætte et Kandis-kassettebånd på anlægget, og jeg har op til flere Kandis-numre, der vækker gode barndomsminder.
Fremfor at fokusere på hvor svært Kandis-fansene har det, ville jeg personligt hellere have set en fortælling om Kandis Johnnys egen fascinerende historie.
Selvfølgelig er det stærke scener, når Johnny Hansen selv kommer ind på sin egen tragedie, da hans første hustru begik selvmord i 2008, og der samtidig vises hjemmevideo fra både bryllup og begravelse.
Men hvad med alt det positive, der forhåbentlig også er en del af historien?
Hvad med alle de spørgsmål, man som tilskuer til dansktop-genren kunne tænke sig at få svar på?
Hvorfor startede Johnny Hansen overhovedet med at spille dansktop, når hans jævnaldrende i 80'erne dyrkede rock, punk og hiphop?
Hvad driver ham, og hvorfor blev Kandis så stort? Hvordan er det egentlig konstant at stå i kontrast til alt populærkultur udenfor dansktop-genren?
I en scene med en præst fortæller Johnny Hansen selv, hvor underligt det nogle gange kan være, at hans fans er så opslugte af ham.
Uden at se ned på folk, kunne den del også have været spændende at dykke mere ned i.
Efter at have set 'Kandis for livet' tænker jeg på, hvem der egentlig er denne films målgruppe?
Er den til Kandis-fans, der kan se sig selv portrætteret gennem et filter af smerte, eller er den for storby-mennesker - og ja jeg ved godt det lyder hårdt - der blot kan få deres fordomme om 'udkanstdanmark' bekræftet?
Hvis nogen kan huske DR's legendariske dokumentarserie 'Dahlgårds Tivoli', så er vi lidt ude i samme univers bare uden humor eller sjove replikker, og så er halvanden time altså lang tid.
Jeg håber alt det bedste for de medvirkende, og det er imponerende interview-arbejde af filmens instruktør, der virkelig har fundet et stort persongalleri.
'Kandis for livet' får også masser af gode anmeldelser i andre danske medier, så de overlever nok denne ene negative.
Generelt set var det bare en alt for dræbende - ja kedelig - omgang at få fortalt den ene triste skæbnehistorie efter den anden uden bare lidt glæde at spore.
Og ja, så forstår jeg heller ikke de små indlagte 'musikvideo'-bidder, hvor Johnny Hansen skiftevis står i en himmel og helvede-scenografi i hvidt og sort jakkesæt. Den del blev lidt for mærkeligt.
