»Man ville ikke sætte en gris til at styre en flok køer, selv om det ser godt ud i matchende trøje og cardigan.«

Citatet kommer fra Richard Roxburgh, der spiller den australske premierminister Bob Hawke i Netflix-serien 'The Crown'.

Den prisbelønnede serie, der skildrer dramaet og begivenhederne i det engelske kongehus under dronning Elizabeths tid som monark, har fået uanede mængder af omtale. For med serien er fulgt en masse kontroverser og kritik fra omverdenen.

Nu er det Australiens nationale og statsfinansierede mediekorcern ABC, der langer ud efter Netflix. I afsnit seks af sæson fire af 'The Crown' interviewes den daværende australske premierminister Bob Hawke af netop ABC, og her kalder han den engelske dronning for en gris.

Det kan ABC slet ikke erindre, og det vil de heller ikke finde sig i. Så på Twitter-kontoen for programmet 'Four corners' har de undersøgt, hvor serien ikke stemmer overens med fakta, og herefter præsenteret dem i en række tweets.

»På trods af at vi godt kan lide jeres kreative tilgang, så har Hawke ikke kaldt dronningen for en gris i vores program. Her er, hvad han sagde,« står der i et tweet, hvor et klip er vedhæftet af det reelle interview.

I klippet snakker Bob Hawke om et besøg fra den engelske kongefamilie, som han venter, men han udtrykker sig aldrig i vendinger, der er af samme ubehøvlede karakter, som det ses i serien.

ABC går ydermere i rette med det faktum, at Netflix har angivet en forkert dato og lokation for interviewet.

Netflix har endnu ikke svaret på ABC's kritik.

Det er langt fra første gang, at 'The Crown' får kritik for at afvige lidt for meget fra fakta. Nære venner af den engelske kongefamilie har tidligere fortalt engelske medier, at kongefamilien slet ikke bryder sig om den måde, som de portrætteres på i serien. Skildringen kaldes for falsk, kun med et formål om at tjene penge, og at det er til fare for monarkiet.

Senest har statssekretæren for kultur, Oliver Dowden, meldt ud, at der før hvert afsnit bør være en advarsel om, at serien er fiktion.

Men hvor meget af det er egentlig fiktion, og hvor meget er fakta? Det kan du blive klogere på her.