»Hvad skal jeg sige?«
Sådan lød det fra en lettere forvirret Jens Galschiøt, der fredag trådte på scenen for at præsentere den første af priserne ved årets publikumspris ‘Best of Odense’, som Ugeavisen Odense står bag.
Den odenseanske provokunstner hører dog måske heller ikke just hjemme i sin nyfundne rolle som prisoverrækker.
»Hvad fanden, jeg er jo kunstner,« grinte han selv og løftede hænderne lettere opgivende, da forvirringen blev total.

Den forvirrede kunstner har dog også påtaget sig den nye rolle samtidig med, at han har det meste af verdens bevågenhed på grund af andre ting end take away-priser. En af hans statuer i Hong Kong har nemlig skabt global opmærksomhed efter, at det kom frem, at den Kina-kritisk statue står til at blive fjernet.
For nylig har han desuden fortalt, at han er bange for at blive anholdt af Kina-tro myndigheder i Hong Kong, hvis han skulle forsøge at skaffe sin statue hjem selv.
»Takeaway« lyder det med en dyb og seriøs speaker røst, efter Galschiøt har fået assistance af aftenens konferencier, tv-kendis Jacob Riising, til at præsentere den første gruppe af nomineret.
Jens Galschiøt kunne overrække prisen for byens bedste takeaway i Odense til Chicago Burger. Umashi, Banh mi Sai Gon, Soup Stone og Yazzy's Pita var også nomineret til prisen.
At det var et burgersted, der vandt prisen, skabte stor forvirring igen, til salens underholdning.
For Galschiøt havde nemlig også fået til opgave at præsentere prisen for Årets bedste burger, som altså ikke var den burgerrestaurant, der lige havde vundet prisen for Årets bedste takeaway.
Burger Anarchy vandt prisen for bedste burger i Odense. Storms Pakhus blev kåret til årets bedste gå-i-byen-sted. Odense Teater vandt prisen for bedste kulturoplevelse, mens Cafe Sølle under en af aftenens største klapsalver vandt prisen for Årets spire.
Lars Høgh vandt prisen for Årets odenseaner, der medførte en lang og stående applaus. Det er odenseanske borgere, der selv har kunne nominere og stemme på, hvem der skulle vinde priserne til ‘Best of Odense’.


