Ægteparret Mette og Rolf Hay, der står bag designmærket Hay, har haft et fantastisk år.

Det viser deres seneste regnskab.

Ifølge Finans.dk har designparret i 2020-21 haft et overskud på 54,9 millioner kroner i deres personlige holdingselskab – det er næsten en femdobling i forhold til det forrige regnskab, hvor overskuddet var på 11,9 millioner kroner.

Parret grundlagde Hay i 2002 med »med ambitionen om at skabe moderne møbler med blik for moderne livsstil og sofistikeret industriel fremstilling«, som det hedder på selskabets hjemmeside.

Det skete sammen med Bestseller-grundlægger Troels Holch Povlsen, der dog solgte sin andel for lige over to år siden.

I dag ejer ægteparret Mette og Rolf Hay selv en tredjedel af møbel- og interiørselskabet, mens amerikanske møbelproducent Herman Miller ejer resten. Det har dog været nok til at sikre et klækkeligt overskud for skaberne.

Kun en gang har regnskabet ifølge Finans.dk givet et større overskud i de seneste ti år.

Det er ikke længe siden, at også Hay præsenterede et stort regnskab. Her var overskuddet på 140 millioner kroner, hvilket var knap en firedobling i forhold til året inden.

»Styrken ved Hay er bygget på hårdt arbejde og dedikation fra alle vores kolleger, og året har fremhævet deres robusthed og evne til at arbejde sammen i krisetider,« lød det i den forbindelse fra ledelsen.