Der er ikke meget at være ked af for den danske designsucces Hay.
For tallene taler for sig selv – og det er langtfra noget hø, for bundlinjen er nemlig sendt på himmelflugt.
Det skriver Retailnews.
Ifølge mediet har det for nylig offentliggjorte årsregnskab fra selskabet vist et resultat på 180 millioner kroner før skat svarende til mere end en tredobling af det foregående års udfald.
Det betyder også, at den danske designvirksomhed har øget salget med mere end 13 procent og dermed ender årets omsætning på cirka 1,2 milliarder kroner.
I samme periode blev der føjet 90 millioner kroner til selskabets egenkapital.

»Styrken ved Hay er bygget på hårdt arbejde og dedikation fra alle vores kolleger, og året har fremhævet deres robusthed og evne til at arbejde sammen i krisetider,« skriver ledelsen.
Og forventningen er dog også, at Hay-holdet fortsætter med at levere til det yderste. I det indeværende år forventer selskabet således en nogenlunde uændret toplinje i niveauet 1,15-1,25 milliarder kroner, mens årets resultat før skat forventes at lande i intervallet 115-150 millioner kroner.
Hay blev grundlagt i 2002 af Mette og Rolf Hay sammen med bestsellerstifter Troels Holch Povlsen. I 2018 solgte Holch Povlsen en tredjedel af Hay til amerikanske Herman Miller, og året efter blev det amerikanske selskab majoritetsejer, da Bestseller-rigmanden solgte sine sidste aktier i selskabet for mere end en halv milliard kroner til den amerikanske gigant.
I dag sidder Herman Miller på omkring 67 procent af Hay, mens Mette og Rolf Hay fortsat ejer den sidste tredjedel.