For godt et år siden præsenterede Halifax Burgers en ambitiøs vækstplan. På bare to år ville restaurantkæden åbne ni restauranter fordelt på hele Danmark.

Men de høje ambitioner har kostet dyrt.

For første gang siden restaurantkæden i 2007 slog dørene op til den første restaurant, er der nemlig ifølge Finans røde tal på bundlinjen.

Helt præcist kom selskabet Ahn & Dehler Dining A/S, der driver kædens 12 restauranter, ud af 2018 med et underskud  på 4,9 millioner kroner.

Underskuddet var ifølge ledelsen et resultat af en ambitiøs vækstplan og en varm sommer.

'Den lange sommer i 2018 betød nedgang i salg på størstedelen af vores restauranter. Kombineret med forudgående klargøring af organisationen til historisk høj vækst, samt åbning af to restauranter i 2018, ramte sommeren og ekstra hårdt for året,' står det i regnskabet.

Selskabet har de sidste mange år præsenteret pæne overskud, og derfor beskrives underskuddet naturligvis som utilfredsstillende.

Det fremgår dog af regnskabet, at Ahn & Dehler Dining A/S har igangsat nødvendige ændringer, der indtil videre har ført til tilfredsstillende resultater for 2019.

Halifax Burgers blev startet af venneparret Ulrich Bøving Dehler og Peter Bækbo Ahn tilbage i 2007, hvor de åbnede den første restaurant på Frederiksborggade i København.

I dag findes der 12 Halifax-restauranter i henholdsvis København, Lyngby, Hillerød, Køge, Roskilde og Odense.

Hvis alt går efter planen, vil også jyderne dog snart kunne sætte tænderne i Halifax-burgere.

Selskabet har nemlig planer om at gøre kæden landsdækkende i 2020.