Det borgerlige projekt er presset.

Det kan der ikke være nogen tvivl om. Ser man bort fra DF (der i dag er et velfærdsparti), tegner det til, at kun omkring hver tredje stemme bliver borgerlig ved det kommende valg.

Men hvad er 'borgerligheden' egentlig for en størrelse? Det vil jeg gerne fortælle lidt mere om.

Vi har vænnet os til at tænke, at det modsatte af at være borgerlig er at være socialistisk. Men sådan har det ikke altid været.



Før demokratiet blev indført i Danmark i 1849, tænkte de fleste, at det modsatte af at være borgerlig var at være adelig.

Og sådan var det, de såkaldte 'borgerdyder' blev til. Til borgernes dyder hører, at de arbejder hårdt, at de altid prøver på at dygtiggøre sig, at de personligt tager ansvaret for deres liv, og at de bestandigt virker med omtanke for det fælles bedste.

Det vil sige: det modsatte af adelen. Den opfattede borgerne i 1800-tallet som doven, uambitiøs, uansvarlig og kun ude på at hytte sit eget skind.

Hvis man vil have begrebet om borgerlighed presset sammen til en terning, kan man gå til Emma Gad. 'Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke over for andre.'

Sådan skriver hun i 1918 i forordet til 'Takt og Tone', inden hun fortsætter: 'Formløshed er ikke ensbetydende med Frisind, men kun en tarvelig Forfalskning deraf.'

En borger er altså et frisindet og åbent menneske, der behandler alle med den samme høflighed – og først og fremmest stiller sig kritisk an over for sig selv.

Efter demokratiet kommer til Danmark, begynder adelen at efterligne de nye magthavere, altså borgerskabet. Den uddanner sig.

Arbejder hårdt. Lærer at konkurrere på markedet på samme vilkår som alle andre. I den forstand er borgerskabets sejr total.



I stedet dukker en ny måde op at tænke på, der stiller sig i modsætning til borgerligheden. Den måde at tænke på kan man kalde for velfærdstænkningen.

Ifølge velfærdstænkningen har man ikke selv noget personligt ansvar. Det fanges ind i en roman, der ikke længere læses af særlig mange: 'Manden, der ville være skyldig' af Henrik Stangerup.

Her begår hovedpersonen et mord – men kan ikke få lov til at være skyldig af behandlersamfundet.

Det er ydre omstændigheder og ting fra fortiden, der i virkeligheden har dræbt konen. Blot med manden som en slags medium.



I velfærdstænkningen eksisterer mennesket ikke rigtig. Og derfor selvfølgelig heller ikke den ansvarlige borger. Man er ikke tyk, fordi man spiser for meget.

Man er ikke drikfældig, fordi man drikker for meget. Man har ikke lave karakterer, fordi man er doven og aldrig gør sig umage.

Og grunden til, at man har en gennemsnitsløn, er ikke, at man åndsfraværende putter 37 timer ind i sit arbejde, men i øvrigt er komplet ligeglad.

Den eneste måde, man i velfærdstænkningen kan få kontrol over sit liv, er ved at lade sig underkaste skatteyderfinansieret behandling af myriader af eksperter. De kan hjælpe dig med at blive tyndere og sætte proppen i lidt før.

De kan trylle konsekvenserne af dovenskab og manglende motivation bort.

Velfærdstænkningen appellerer til noget i de fleste. Det er jo dejligt, at man ikke selv har hverken skyld eller ansvar.

Og at der kommer nogen og rydder op, uden man skal betale direkte for det. Det er næsten som at være grevelig eller kongelig i gamle dage.

På den måde kan man sige, at borgerne gjorde op med et aristokrati bestående af de få.

Kun for hundrede år senere at opleve sine værdier blive tromlet af et aristokrati bestående af de mange.