Jeg forstår ikke begejstringen over, at skoleelever pjækker for at udbrede kendskabet til et problem, de fleste i forvejen anerkender.

Og deres løsningsforslag gør det ikke bedre.

De ligger alle i spændet mellem overfladiske og vildt urealistiske.

Den grønne omstilling er i fuld gang; støttet af alle partier. Der er sat ambitiøse mål, som mennesker hver dag arbejder på at omsætte til virkelighed. Ville det ikke være en bedre ide, hvis eleverne gav den en skalle i fysik- og kemitimerne? Så ville nogle af dem ende med at lave vigtige opfindelser, der ville gavne omstillingen yderligere.

Elever demonstrerer på Christiansborg Slotsplads.
Elever demonstrerer på Christiansborg Slotsplads. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere


Jeg tror, hele sagen med skolestrejkerne peger på nogle dybtgående ændringer i børneopdragelsen, vi bør diskutere.

Der findes uden tvivl en gruppe af børn, der lider under, at deres forældre og andre vigtige voksne omkring dem ikke giver dem den anerkendelse, de fortjener. Det kan føre til et lavt selvværd og andre psykologiske problemer, der er tunge at døje med.

Men samtidig findes der en anden gruppe af børn, der oplever det modsatte: De får alt for meget ros og alt for lidt kritik, når det er på sin plads.

Generelt er det sådan i middelklassen, at børn bliver rost for de mest banale ting, som alle kan. Det er ikke særlig imponerende, at et barn kan hinke eller tegne en tændstikmand eller skråle en sang på noget, der minder om melodien. Det kan alle normale børn. Derfor er der ingen grund til at fremstille det som enestående.



Det er heller ikke videre imponerende, at et barn kan skvadre i meget lang tid om emner, det er optaget af, eller komme med fantasifulde forslag til, hvordan verden hænger sammen. For igen: Det kan alle normale børn.

Til gengæld er det imponerende, hvis et barn på 10 år kan skrive en bjergtagende novelle med et overraskende plot, spille fejlfrit på klaver eller beregne styrken af en kompleks konstruktion af stål. Hvis børn kan sådan noget, bør de derfor modtage stor ros og anerkendelse.

Hvis et barn kunne fortælle mig, hvorledes jeg skulle overtale store industrilande som Kina og Indien til at gå helhjertet ind i den grønne omstilling; eller hvordan man skaffer stabile forsyninger af CO2-fri energi i de rigtige mængder uden at indføre atomkraft; eller hvordan man gennemfører en hurtig og gennemgribende omstilling uden at sænke levestandarden dramatisk eller foretage sig andet, der kunne starte revolutioner og borgerlige uroligheder, ville jeg lytte anerkendende.

Det kan de naturligvis ikke. Det eneste, de virkelig er gode til, er at stille sig op med selvhøjtidelige miner og forvente, at vi tager deres barnlige forestillinger alvorligt.



Hvad vi minsandten gør. Eller hvad nogle gør. Og hvad jeg ikke begriber. Det er ikke interessant at kræve handling i klimaspørgsmålet, for der handles allerede. Ligesom det ikke er interessant at foregive, at yderst komplicerede problemer har en enkel løsning. Det har de naturligvis ikke. For så var den løsning helt sikkert blevet sat i værk for længe siden.

Vi bør være mere opmærksomme, end vi er, på børn, der bliver rost for meget. Overdreven ros medfører, at børnene kommer til at lide af ubegrundet selvtillid.

Det er ulideligt for dem, der er nødt til at have med børnene at gøre. Og i sidste instans er det skadeligt for dem selv, fordi det betyder, at de ikke eller kun i ringe grad udvikler realitetssans og motivation til at dygtiggøre sig.

Selvhøjtidelige børn, der tror, at alle andre er idioter, kan vi ikke bruge til noget. Heller ikke til at føre en fornuftig klimapolitik.