Borgerlige jyder har en bedre arbejdsmoral end de røde københavnere, mener Liberal Alliances undervisningsordfører, Henrik Dahl.

»Fra et sociologisk synspunkt har det noget at gøre med en mere klassisk landlig arbejdsmoral kontra en mere urbaniseret og afslappet moral, man ser i de store byer.«

Det sagde den uddannede sociolog til B.T.s Facebook-følgere, da han var live i studiet på redaktionen. Se videoen øverst.

»På det almindelige arbejdsmarked - hvad enten det er det offentlige eller det private - kan man helt overordnet sige, at Jylland trækker gennemsnittet i forhold til fraværsraten ned, mens hovedstadsområdet trækker det op,« slog han fast.

Henrik Dahl er født i Aarhus og opvokset i Sønderjylland. Han stiller i øvrigt op for partiet i Sydjyllands Storkreds.

Det, synes jeg, er slapt

»Det er landmænd med høj arbejdsmoral, der har gjort Danmark til det rige land, vi er. For på landet var man selvstændig og selvforsynende, og hvis du ikke havde en høj arbejdsmoral, ville du gå en meget hård og sulten vinter i møde. Og landmændene er vandret ind til byerne og har taget deres høje arbejdsmoral med,« forklarede Henrik Dahl.

Men arbejdsmoralen er ikke kun formet af, om man kommer fra land eller by. Det er også et spørgsmål om politisk ståsted, mener han.

»Diskuterer jeg fravær på Christiansborg, så vil de røde partier altid finde på undskyldninger. Man er kommet for sent til bussen, det er hårdt at være ung, man lever under dårlige sociale forhold - og så kan man åbenbart ikke møde til tiden. Det er altid andres skyld. Et borgerligt menneske vil derimod kigge indad og se på, om det er ens egen skyld,« mener Henrik Dahl.

»Jeg er opdraget med, at man skal passe sit arbejde og ikke melde afbud, hvis man har en øv-dag og melder sig syg. Det, synes jeg, er slapt. Og når man kigger på statistikkerne, synes den tendens at være mere udbredt i hovedstadsområdet,« tilføjede han.

De skulle omskoles til at holde op med at snakke om deres rettigheder

B.T.-følgeren Mali Jensen skrev til Henrik Dahl, at det kan have en betydning, at det ikke er lige så stressende at bo og arbejde i Jylland som i København. Her påpegede Henrik Dahl, at det også kan have noget med mentaliteten på arbejdspladsen at gøre.

»Om du bliver hjemme, fordi du har en øv-dag, afhænger af, om du får medløb eller modspil i forhold til den prioritering af dine kolleger. Hvis de er forargede, sker det nok ikke igen. Men hvis det skinner igennem, at de synes, det er i orden, er der givet grønt lys for det. Det er den form for små signaler, man skal være opmærksom på,« svarede Henrik Dahl.

En anden bruger, Søren Hansen, skrev:

'Har boet og arbejdet i Storkøbenhavn. De har en dårlig arbejdsmoral, men heldigvis kan de fleste ændres i moralen.'

Så spørgsmålet er, om der er håb for københavnerne?

»Ja, det tror jeg,« svarede Henrik Dahl og fortalte om sin fortid på et kommunikationsbureau:

»Vi fik en gang imellem nye medarbejdere, der kom fra det offentlige, og de skulle omskoles til at holde op med at snakke om deres rettigheder. For de kom og spurgte om, hvornår de havde fri, hvornår der var pauser osv.«

Men kollegerne gjorde dem opmærksom på, at det altså ikke foregik sådan, fortsatte Henrik Dahl:

»Til gengæld kunne du godt smutte til frisøren midt i det hele. Og når de havde været der et halvt år, havde de forstået, at det var helt i orden at komme klokken 10 næste dag, hvis de havde knoklet til sent om aftenen dagen før.«