Danmark er et fantastisk land. Der er arbejde til alle.  Der er sundhed for alle. Der er uddannelse til alle. Ikke mærkeligt, at forskere kan påvise, at vi er et af de mest lykkelige folk i verden.

Men nu skal der være valg. Og så begynder den store nedtaling af Danmark atter engang. For uden den store nedtaling kan man åbenbart ikke gøre sig håb om at gribe den politiske magt.

Vi skal snakke om ulighed (som er en af de mindste i 'de rige landes klub' OECD). Vi skal snakke om fattigdom (som er meget begrænset, og som de fleste hurtigt kommer ud af). Vi skal snakke om nedslidt offentlig sektor (selvom det offentlige forbrug er vokset).

Og sådan vil det blive ved og ved, indtil valglokalerne lukker, stemmerne bliver talt op – og vi politikere igen begynder at samarbejde på sædvanlig vis om de mange ting, der forener os. For eksempel: At sørge for, at Danmark bliver ved med at være et fantastisk land.

Jeg ville ønske, at vi kunne tale om nogle af de problemer, der faktisk er problemer. Og ikke bare opfundne problemer, man kan bruge til at slå modstanderne i hovedet med.

Det er faktisk et problem, at jordens temperatur stiger, og at den mængde CO2, der lukkes ud i atmosfæren, stadig vokser.

I Danmark er alle Folketingets partier enige om dette, og sidste sommer vedtog vi en ambitiøs plan, der rækker frem til 2050.

Men løsningen på problemet er først og fremmest, at de meget store industrilande (jeg kan f.eks. nævne Kina) kommer ind i kampen. Og så er den, at vi forsker på livet løs. På Stanford-universitetet i Californien så jeg for nogle år siden, hvordan man arbejder på at få solceller til at udvikle brint i stedet for elektricitet.



Den dag det lykkes til fuldkommenhed – og den kommer – vil der være taget enorme skridt i retning af vedvarende energi, der kan oplagres på en sikker måde.

Det er faktisk også et problem, at vi som samlet samfund ikke har økonomisk vækst nok til at undgå, at der skal foretages hårde prioriteringer.

Som politiker har jeg nogle få gange prøvet at optræde som 'julemand'. Det er jo herligt at komme med en check og se, hvor glade folk bliver.

Men som regel er det nødvendigt at prioritere. Så bliver folk – egentlig ret forståeligt – sure og kede af det. Selv i de tilfælde, hvor prioriteringen skyldes, at vi som samfund er gået i luksusfælden og har sat os meget hårdere i det, end vi egentlig har råd til.

Sidst, men ikke mindst, så har vi stadig for meget unødvendigt bureaukrati. En del er blevet afskaffet i de senere år (for eksempel på beskæftigelsesområdet). Men der kan gøres meget mere.

Tag for eksempel sådan noget som skat. Her har vi i løbet af denne valgperiode haft en meget lidt oplysende debat om skatteprocenten på den sidst tjente krone.

Det, jeg kunne have ønsket mig, var en debat om noget meget alvorligt: At der ikke er nogen mennesker i Danmark – heller ikke revisorer – der kan forstå deres egen skat og beregne den ved håndkraft.

Love, næsten ingen mennesker kan forstå, er et kæmpe problem for samfundet. For sagen er jo, at selvom man ikke kan forstå loven, skal man overholde den. Det er faktisk ikke rimeligt. Og end ikke i nærheden af at være det.

Jeg håber, vi kan få en valgkamp, hvor vi ikke taler Danmark ned og gør landet værre, end det er.

Men at vi til gengæld taler om de store problemer, der efter valget vil kræve, at vi sætter os ned og bliver enige.

Hvem, der er enige med hvem, er faktisk langt vigtigere for Danmarks langsigtede fremtid, end hvem der blot er uenige om forholdsvis ligegyldige småting.