Prøv at lege med den helt igennem uvirkelige og urealistiske tanke, at alle danskere var lige så hidsige som de mennesker på Nørrebro, der i søndags bogstavelig talt satte bydelen i brand under en demonstration med Rasmus Paludan.

Hvad kunne man så forestille sig, at der ville ske?

Man kunne forestille sig, at de 6-700 mennesker, der i sin tid mødte frem til Omar el-Husseins begravelse for at vise ham den sidste ære, var blevet gennembanket af titusindvis af danskere, der var hvidglødende af raseri over, at de kunne drømme om at dukke op og sørge over et stykke menneskeligt affald, der netop havde myrdet to uskyldige mennesker.

Eller man kunne forestille sig, at de mange indvandrere, der helt åbenlyst foragter de etniske danskere samtidig med, at de gladeligt indkasserer sociale ydelser, jævnligt fik et par på skrinet.

Eller at upassende tilråb konsekvent blev mødt med et par flade uddelt i fællesskab af fem-seks tilfældige vidner.

Eller at moskéer, hvorfra der rutinemæssigt udgik propaganda for Islamisk Stat eller andre former for islamisme, blev vandaliseret og brændt ned.

Eller at Hizb ut-Tahrir var blevet overfaldet af 50 gange så mange danskere, da de demonstrerede foran Christiansborg. Fordi de simpelthen ikke gad høre mere om, at det danske demokrati og den danske livsform ikke duer og i virkeligheden burde afskaffes.

Ingen af disse ting sker. Det skal de heller aldrig. Og må den gode Gud forbyde det. Men i virkeligheden er det mere tankevækkende, end vi plejer at tale om, at det forholder sig sådan.

At danskerne reagerer med ikke-voldelig værdighed på de mængder af provokationer, de udsættes for fra utilpassede indvandrere, fortæller først og fremmest noget om danskerne: At vi er et helt enestående civiliseret folkefærd. At vi kan beherske vores følelser og reagere med omtanke. At vi som befolkning ikke ønsker, at konflikter skal køres op, men trappes ned.

Dette er ikke noget, der bør forveksles med svaghed, for det er i virkeligheden en stor styrke. At vi ikke bare påstår, at vi har en åben indstilling – selv til de mest uforskammede og provokerende mennesker – men at vi faktisk lever i overensstemmelse med vores idealer. At folk kæfter op og siger de mest absurde ting, må man tage, som det kommer. Så længe det ikke omsættes til farlige og skadelige handlinger.

Jeg synes godt, vi kan ønske os selv tillykke med den enorme værdighed, hvormed vi finder os i selv meget grove provokationer.

Den næsten altomfattende hovedregel er, at vi undlader at reagere på den elendige opførsel, vi udsættes for. Og nøjes med at overlade dem, der vil sætte handlinger bag deres ord, til myndighedernes kompetente behandling. Det viser dette eksperiment med at tænke sig til en virkelighed, der ikke findes.

Men tankeeksperimentet viser også noget andet: At det formentlig er en god idé at være opmærksom på, at der findes en del personer i Danmark 'med anden etisk baggrund'.

Der er jo ingen grund til at skjule, at folk, der går amok med trusler, hærværk og ildspåsættelse over ting, vi ikke går amok over, har en anden etisk baggrund, end vi har.

Ligesom folk, der synes, de bør dukke op til en morders begravelse for at vise ham den sidste ære. Eller som ikke kan se dobbeltmoralen i at tilsvine det samfund, der forsørger dem, og kræve det omdannet til en samfundsmodel, de fleste ikke ønsker. Eller som mangler det moralske kompas, der forhindrer dem i at bakke Islamisk Stat op.

Folk med anden etisk baggrund er en kæmpe udfordring, som jeg faktisk synes, vi danskere klarer til 12+.