I fremtiden vil dette valg blive døbt et helt særligt navn

Hvordan husker man egentlig folketingsvalg?

Siger man 'valget den 4. december 1973', vækker det helt sikkert ikke så mange minder som 'jordskredsvalget'. Og på samme måde er det med valget 10. maj 1988 versus 'atomvalget', valget 11. marts 1998 kontra 'den-er-hjemme-valget' og valget 20. november 2001 mod titlen som 'udlændingevalget'.

Et valg skal have et navn, for at man husker det. Så hvad kan valget 5. juni 2019 ende med at komme til at hedde?

For at være helt ærlig tror jeg hverken, man vil huske dette valg som 'sundhedsreformvalget', 'pensionsvalget' eller 'daginstitutionsnormeringsvalget'. Det navn, man kommer til at huske valget under, bliver 'overbudsvalget'.

Vil I pensionere 5.000 mennesker? Så tilbyder vi at pensionere 6.000. Vil I løfte velfærden med 50 milliarder? Så tilbyder vi at løfte den med 60. Vil I udvise kriminelle udlændinge? Så tilbyder vi at udvise dem alle sammen – kriminalitet eller ej.

Overbud er simpelthen det nye sort i dansk politik. Vi skal ikke have prioriteringer eller begrænsninger eller analyser. Vi skal bare have mere.

Idéen om, at mere er lig med bedre, husker vi alle fra barndommen. For sådan tænker ethvert barn. En isvaffel er godt. To isvafler er bedre. En fridag er godt. To er bedre. Fem gear på cyklen er fint. Men ti er og bliver dobbelt så godt.

Hvordan barnligheden er blevet præmissen for dansk politik, er ikke godt at vide.

En forklaring kunne være, at borgerne er blevet til børn. Men det er de jo ikke. I hverdagen opfører de sig fuldkommen voksent.

Sparer penge sammen til alderdommen. Tilpasser udgifterne til indtægterne. Ser tv-programmet 'Luksusfælden' ud fra den klare opfattelse, at det er studieværten og de økonomiske rådgivere, der er de fornuftige. Og de gældsplagede, der ikke har tænkt sig ordentligt om.

Når det ikke er borgerne, der er de barnlige, må det jo være politikerne. Og her kan man igen forestille sig to ting: Enten er politikerne en slags børn, der tror, at hvis én bil er godt, er to bedre, og at hvis to spor på motorvejen er godt, er fire dobbelt så godt. Eller også tror politikerne, at borgerne er børn, og indretter sig efter, hvad de tror.

Til daglig – altså mellem valgene – opfører politikere sig ekstremt voksent. De udsætter med lethed deres lyster til fordel for deres pligter og arbejder 12-14 timer om dagen i lange perioder.

De bruger dage og uger på at endevende mængder af detaljer. Herunder en hel del, der formentlig ikke gør nogen som helst forskel i praksis.

Så efter at have overvejet samtlige muligheder kan vi sige: Det, der gør valget i 2019 til overbudsvalget, er forestillingen blandt de fleste politikere om, at vælgerne bør behandles, som om de var børn.

De skal have mere af det hele og helst lige omgående. Nøjagtig som når der holdes børnefødselsdag, og alle for en enkelt eftermiddag kan få præcis det, de peger på.

Vi får i sidste instans overbudsvalget i 2019, fordi næsten ingen politikere tør vedstå sig voksenrollen og sige, at der er grænser og hårde valg, der skal tages.

Jeg tror ikke, at borgerne så meget som et øjeblik er bange for eller kede af, at virkeligheden består af grænser og valg. For sådan lever de til daglig. Og det har de ingen problemer med.

Fejlen, der skaber overbudsvalget i 2019, er, at de voksne ikke tør at være voksne. Nøjagtig som i vore dages børneopdragelse. Men som alle ved: At fralægge sig voksenansvaret giver en masse kortsigtede fordele.

Disse blegner til gengæld fuldstændigt, når man sammenligner dem med de ulemper, det giver på langt sigt.