'Du skal da stemme på Radikale Venstre,' proklamerede en af mine danske venner entusiastisk.

'De er det multikulturelle parti, som også er forretningsorienterede og praktisk anlagte.'

Med det råd i bagtankerne satte jeg mig for at bruge en regnvåd københavnermorgen på at klikke rundt på De Radikales hjemmeside, en nydesignet sag i gule og pink pangfarver. Første tanke? Filur-is. Det var da også lige før, jeg måtte finde solbrillerne frem, inden jeg kunne læse videre.

Hjemmesiden var heldigvis ikke så blændende, at jeg ikke fandt nogen idéer, jeg kunne lide. De Radikale vil f.eks. forenkle reglerne for danskere, der gifter sig med en fra udlandet.

I stedet for det virvar af regler, som par bliver mødt med nu, skal den danske partner bare forsørge sin nye husbond/hustru i de første fem år. Det lyder da også som den ultimative partest: Jeg er ikke selv gift, måske fordi jeg endnu ikke har fundet en mand, hvis regninger jeg gider at betale de næste fem år.

Desuden kunne jeg også ret godt lide Radikale Venstres forslag om, at en person, der er født i Danmark, vokset op i Danmark, har en ren straffeattest og har bestået folkeskolens afgangsprøve, skal have ret til at blive dansk statsborger på sin 18-års fødselsdag.

Næsten to årtiers fordybelse i dansk sprog og kultur burde være nok til at indoktrinere både Jantelov og selvironi, skulle jeg mene.

Der var mange 18-årige til stede i prøvelokalet, da jeg skulle tage indfødsretsprøven. Med rullende øjne og dybtfølte suk – teenageres kendetegn verden over – satte de sig ned for at blive testet i emner, som de havde gennemgået hundredvis af gange, siden de startede i folkeskolen.

Det store turnoff for mig var helt klart De Radikales partiformand, Morten Østergaard. Han er lidt for glad for sit eget spejlbillede: Jeg blev mødt af intet mindre end otte billeder af Morten, da jeg forleden klikkede ind på Radikale Venstres valghjemmeside.

På en af siderne var der endog en video med ham, hvori han tilbyder at komme og sove på ens sofa under valgkampen. Til sammenligning var der kun to billeder af Anders Samuelsen på Liberal Alliances forside.

Medierne har udnævnt ham til at være en af kongemagerne, der måske kommer til at bestemme, hvem der skal lede landet efter valget. Det er en position, han tydeligt nyder, men er der virkelig stemmer i Instagram-billeder af Morten, der svømmer, Morten, der bokser, og Morten, der cykler? Hvis I spørger mig, nej.

Radikale Venstre ryger i bunken med måske'er, og imens tager jeg et kig på deres modsætning, Nye Borgerlige.

Jeg havde forventet at finde en hjemmeside plastret til med racistiske udmeldinger a la Pernille Vermunds famøse læserbrev 'Nørrebro er tabt' fra 2017. 'Nørrebro er ikke et fristed af mangfoldighed,' skrev Pernille. 'Nørrebro er et fængsel af intolerance.'

Jeg var en tur inde i fængslet af intolerance i sidste uge for at blive klippet og for at finde noget chokolade til mors dag på trendy Jærgersborggade, og jeg må sige, at jeg tvivler på, om Pernille overhovedet ved, hvad hun taler om.

Til min store overraskelse viste Nye Borgerlige sig at være et rigtigt parti med et nuanceret syn på skat, sundhed, klima og uddannelse. Men. Nye Borgerliges kerneløfte er at dæmme op for immigrationen. Bør det automatisk udløste et 'nej, tak' fra min side, eftersom jeg er en immigrant?

Det er faktisk ikke unormalt, at etablerede immigranter ønsker at lukke døren bag sig og derfor stemmer på et immigrationsfjendtligt parti – 30 procent af den latin-amerikanske befolkning i USA stemte på Trump tilbage i 2016.

Etablerede immigranter – hvad enten de bor i Texas eller på Nørrebro – oplever følgevirkningerne af masseimmigration (såsom overbelastede folkeskoler med mange børn, der ikke taler samme sprog) på en måde, som deres villaejende, invandrervenlige medborgere ikke gør.

Nye Borgerlige er dog ikke noget for mig, så jeg leder videre.

Hvad så med de andre partier?

Resten af morgenen gik med at surfe rundt på et par af de andre støttepartiers hjemmesider. Liberal Alliance: Kører de seriøst stadig på bilregistreringsafgiften? Det står i hvert fald på deres forside.

Hm, pilen peger altså nu på det eneste parti, jeg ikke rigtig har kigget på endnu – statsminister Lars Løkkes Venstre. Det ser vi på næste gang, hvor jeg også endeligt, stik imod dansk tradition, vil afsløre, hvem jeg har tænkt mig at stemme på ved mit allerførste folketingsvalg.

Oversat af Emil Ørum-Engraff.