Så er jeg tilbage på pinden. Et nyt år er begyndt og har åbnet op for et hav af muligheder. Måske.

Og måske ligger de muligheder i min indbakke netop nu. Problemet er, at jeg har åbnet en indbakke, der melder om 347 ubesvarede mails, som er kommet alene inden for de seneste tre uger.

Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke læser mails løbende, men hvis man dertil lægger, at jeg i december kørte 8.000 kilometer inden for Danmarks grænser for at tage på arbejde, så forstå man måske, hvorfor tid har lagt en grænse for, hvor mange mails jeg har kunnet nå at læse og respondere på i de forgangne uger.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der kender til dette omsiggribende problem med mails, der hober sig op. Ofte spekulerer jeg på, hvad andre mennesker gør. Besvarer de private mails på kontoret? Og hvad med dem, der står i forretning – kommer de hjem til en mailbox, der er ved at sprænges, og hvornår finder de så tid til at svare?

Jeg har f.eks. den type henvendelser, hvor afsenderen skriver:

»Det er bare 10 spørgsmål, du kan besvare, når det passer dig.«

Jo tak. De mails har jeg så ca. 10 af på nuværende tidspunkt, så det giver i alt 100 spørgsmål, jeg 'bare lige' kan svare på, når der passer mig. Det har så ikke passet mig endnu, hvorfor samme 10 personer er begyndt at rykke for svar.

Rykke for svar? Jeg begynder næsten at savne go’e gamle breve i konvolutter. Dem får jeg ikke mange af mere.

I Danmark er vi blevet vant til, at regninger betales på PBS eller sendes via e-post, der efterhånden dækker over mange brevkasser; der er e-Boks, og der er forældreintra, og for rigtig mange mennesker er der også hilsener på Facebook, som kræver en tommel op eller måske endda et længere svar.

I det mindste vidste man, når man modtog post i sin analoge postkasse ude ved vejen, at det fremsendte havde en vis relevans. Ikke at jeg savner alt det papir, der gik til spilde, og den konstant stigende porto, men jeg synes, 347 ubesvarede mails er voldsomt.

Blandt dem ligger utrolige bunker af reklameagtige nyhedsmails, som jeg hver eneste gang afmelder, samt de spammails, der på forunderlig vis slipper gennem filteret.

Der er f.eks. Isabelle fra Colombia, som bliver ved med at synes, at jeg er en sexet fyr (?) og fortæller mig, at hun er single og savner mig. Ligesom Muhammad Al Emran, der fortsat gerne vil gøre forretninger med mig (helt sikkert) og Mr. Richard Wahl Foundation, der gerne vil donere 500.000 US dollars til mig og min familie, hvis jeg blot sender ham mine kontooplysninger (klart!).

Spam er hurtigt gennemskuet, og jeg kan næsten undgå at åbne dem og i stedet smide dem direkte i papirkurven.

Men tilbage står jo alle de rigtige mennesker, der sikkert gerne vil have svar. Jeg gætter på, de udgør cirka halvdelen af mine ubesvarede mails.

Det ærgerlige er, at mængderne fuldkommen fjerner overblikket og lysten til at besvare de utrolig søde hilsener, der også er kommet. F.eks. har jeg fået en kær julehilsen fra en hjemløs. Og jeg har fået nogle helt relevante mails med noder og øvefiler.

Jeg har en kollega, der har gjort det til en vane at få tingene af vejen i det øjeblik, han har tænkt en tanke eller fået en idé. Det gør han så ved at sende mails i en lind strøm ... syv, otte måske 10 styks ad gangen. Når han er gået i arbejdsmode, er min postkasse ved at eksplodere. Det må høre op.

En af mine veninder fortalte om sin chef, der var kommet tilbage fra tre ugers ferie og havde slettet alle sine mails. Altså ALLE mails.

Hendes ræsonnement var, at hvis folk virkelig ville hende noget, så ville de nok rykke for svar på et tidspunkt. Og i stedet for at hun skulle sidde og bruge timer på at gennemlæse alle mulige forespørgsler, så valgt hun at begynde året med en frisk start.

Jeg må indrømme, jeg har lyst at gøre hende kunsten efter. Problemet er, at jeg er en kylling. Jeg tør ikke. Men det betyder så, at 347 andre nok må indstille sig på, at der vil være en del ubesvarede spørgsmål en rum tid endnu.