I en tid, hvor krænkelseskulturen er udbredt, og hvor man gerne slår hinanden oven i hovedet med politisk korrekte budskaber, så kan det være svært at spise uden at synde.

I hvert fald hvis man er glad for mad – herunder kød og kage.

Hylderne bugner af sukkerfri alternativer, og selv de hardcore baristaer må med skam tilbyde minimælk til kaffen (efter min mening et af de ringeste produkter, mejeribranchen har opfundet).

Men man kunne så vælge havremælk, for det er godt at være vegetar, men bedst at være veganer. Man får det simpelthen bedre med sig selv.

Nåh!

For mange år siden var jeg vegetar. Altså længe inden det var moderne.

Det var i 1987, og årsagen var, at jeg syntes, det var synd for dyrene. To år holdt jeg fast. Sikkert til mine forældres fortrydelse, for det var ikke nemt at skulle lave to forskellige retter ved hvert måltid og heller ikke nemt at finde inspiration til vegetariske retter. Dyrevelfærd hørte vi kun om gennem Greenpeace.

Imidlertid skulle jeg på lejrskole med klassen.

Vi skulle til Østberlin, hvor det var umuligt at opdrive noget, jeg kunne spise.

Der var supermarkederne fulde af tomme hylder, og på de få spisesteder serverede de enten kødretter eller noget klistret, udefinerbart stads.

Jeg husker, at jeg i løbet af hele den uge fandt en enkelt berlinerkuche, og så havde jeg to grapefrugter med hjemmefra, som tilsammen udgjorde de tre ting, jeg indtog på turen. Jeg talte kort med min mor, inden jeg satte mig på returtoget til København.

»Er der noget, du kunne tænke dig, når du kommer hjem?« spurgte hun, og til det svarede jeg:

»Den største bøf, du kan opdrive.«

Og så var jeg færdig med at være vegetar.

Jeg er en kødpige. Jeg indrømmer det blankt. Elsker kød. Går vældig meget op i, hvordan dyret har haft det, og køber pr. definition aldrig kød, der er slagtet i et andet land, end det er opdrættet i.

Men jeg synes, det er svært at navigere rundt i alle de politiske holdninger til fødevarer. Jeg møder ofte veganere, der fortæller indlevende om deres miljøsag, som ingen rigtig kan være imod.

Men det klinger lidt hult, hvis de samtidig sidder i en hvid T-shirt i bomuld (en af modebranchens mest forurenende processer) eller drikker vand, der er transporteret hele vejen hertil fra Italien.

Jeg selv går efter økologiske varer, men økologi og dyrevelfærd er ikke nødvendigvis det samme. Og dog har økohøns og økogrise et langt bedre liv end dem, der 'bare' er frilandsopdrættet. Siger jeg …, men jeg har ikke spurgt de pågældende dyr.

Der er vildt mange hensyn at tage, hvis man både vil sikre dyrevelfærd og gøre noget for miljøet. Jeg plejer at sige, at hvis de unge mennesker virkelig vil gøre en forskel for miljøet, så skal de lade være med at få børn (jeg kan godt høre, at det budskab ikke rigtig vækker genklang hos dem).

Problemet er, at diskussionen ofte ender i absolutter om miljøsvin på den ene side og politisk korrekte aktivister på den anden, og så er det svært at nå ind til os i den store mellemgruppe, der gerne vil gøre noget ved madspild, affaldssortering og sundhed, men stadig spise bacon til spejlægget om søndagen og bevare den gode smag.

På de fleste restauranter finder man efterhånden alternativer til brød med gluten. Det er fint nok, men ellers er det uroligt, hvad folk byder sig selv, når det handler om at være sund. De skyller rask væk sukkerfri produkter ned, som i stedet er sødet med det omdiskuterede aspartam. Der ville jeg nok foretrække sukkeret.

Lykken er at være i nærheden, når Jesper (min mand) laver mad til sin onlinemadklub. Som f.eks da han i dag lavede dahl. Hvis ikke du lige ved, hvad det er, så kan jeg fortælle dig, at dahl er en indisk, traditionel ret med linser som hovedingrediens i en særdeles krydret og meget velsmagende væde.

Det er et billigt, nemt og sundt måltid, og skulle man høre til dem, der har holdninger til kødfri dage og dyrevelfærd, ja, så er dahl en genial ret.

Men i morgen vil jeg gerne bede om et lækkert stykke kød. Så må jeg bede om syndsforladelse en anden dag.