»10 mio. migranter skræmmer mig ikke. Alle er velkomne, vi skal skabe en hoveddør til EU.«

Sådan kom vores egen konservative spidskandidat til europaparlamentsvalget Pernille Weiss for skade at sige til Berlingske forleden. Det gav en tur i vaskemaskinen, fordi det på ingen måde hænger sammen med partiets stramme migrations- og udlændingepolitik.

Løsningen på befolkningseksplosionen er ikke åbne grænser, men at vi investerer i de pågældende lande og evt. hjælper med en familiepolitik. Men Weiss er langtfra den eneste, der tænker sådan, og dét skræmmer mig mere end 10 millioner afrikanske migranter.

Det, der bekymrer mig dybt ind i min sjæl, er det menneskesyn, der ligger bag den naive og ansvarsløse tilgang til den store befolkningstilvækst fra mellemøstlige og afrikanske lande. Et blik på mennesket, der er helt fuldstændigt blottet for ånd, der er konsekvensen af årtiers tab af ånd og historiebevidsthed, kultur og kristendom.

Så kan man som blå eller rød politiker fodre vælgerne med nok så meget kaloriefattig valgflæsk om at slå et slag for kulturen, som også Weiss har gjort i Altinget sidste uge, der aldrig bliver andet end et slag i luften, hvis man dybest set ikke har forstået, hvad kultur er: nemlig den sammenhæng, et menneske forstår sig selv i.

For mennesket kæmper altid med sig selv og sin plads i verden, og her er kulturen med til at holde os sammen og holde fast på, at vi ikke skal konstruere og skabe os selv – men at vi er skabt ind i en historisk, national, åndelig og kulturel sammenhæng, som vi har en forpligtelse over for.

Et kristent menneskesyn, der har skabt den vestlige verden gennem århundreder. Et menneskesyn, der blev smidt ud med badevandet, da Berlinmuren væltede, og den kolde krig blev bragt til ophør. Da ideologien om den liberale verdensorden og den postkristne, humanistiske tro på, at mennesket grundlæggende er godt og frigjort af alle givne kulturelle, nationale og historiske rødder, blæste ind over den vestlige verden. Og blæste al ånd ud af vores forståelse af, hvad et menneske er. Hvad kultur og folkeslag er og betyder.

Og i dag står vi med et Danmark og et Europa, hvor sammenhængskraften er truet, og globalismens blændværk om et grænseløst menneskefællesskab er faldet.

Drømmen var jo, at Europa og helst hele verden skulle blive én stor global blandingsbefolkning. Men det viste sig at være en illusion. Det kan godt være, at vi problemfrit har kunnet bevæge os over grænser i den åbne verden – men ved hvert et brudt grænsehegn ligger en åndelig grænse, vi ikke bare kan vade henover og efterlade vores eget ophav, kulturelle og religiøse eksistensgrundlag, der hvor vi kom fra.

Men det forbenede ideologiske syn på mennesket har kostet den vestlige verden dyrt. Ikke kun i milliarder af kroner, ører og euro – men det har kostet frihed, tillid og menneskeliv.

Og spørgsmålet er, hvor meget ufrihed og hvor meget blod og vold de forblændede idealister har brug for at se, for at sløret bliver trukket fra deres blik. Tanken skræmmer mig, for jeg tror, der er langt endnu.

Der er nemlig stadig en rest tilbage af dem, som tror, at vi skal redde hele verden og være en humanitær stormagt, som svenskerne med stor ulykke har forsøgt sig med.

Det er rart for selvfølelsen – for den 'glinsende selvgodhed' (et genialt udtryk fra Mikael Jalving) – at føle sig som én af dem med det medmenneskelige kompas i orden. Om det så var på bekostning af egne landsmænds sikkerhed, landets sammenhængskraft og beståen.

Den slags ideologer er ved at være en uddøende race, men nu har nogle andre taget over. Og de er fuldkommen lige så åndsforladte. Det er dem, der tror, at hele Afrika og Mellemøsten er befolket af overlæger og ingeniører, der kan løse erhvervslivets problem med manglende arbejdskraft.

De synes, paradigmeskiftet er noget bras, stikker os blår i øjnene og prøver at bilde os ind, at samfundshjulene i Danmark ikke kan løbe rundt uden afviste asylansøgere, migranter og flygtninge, der skal tilbage for at bygge deres hjemland op.

Selvfølgelig skal vi hente kvalificeret udenlandsk arbejdskraft hertil. Folk, der bidrager til og vil samfundet og har opholdstilladelse i kraft af deres arbejde. Men verden er ikke bare én stor vandrende arbejdskraft. Det er et uhyggeligt og respektløst syn på mennesket – og kulturen.

Og Europa bløder på den bekostning. Og bliver ved med at bløde – hvis vi ikke snart evner at se mennesket på et andet niveau. Som et åndsvæsen.