Hvorfor skal man vinde i Lotto for at få råd til en lejlighed?

Det danske boligmarked er en mærkværdig størrelse. I provinsen betyder centraliseringer og fraflytning, at folk ikke kan sælge deres boliger. Og her i hovedstadsområdet betyder de stigende boligpriser, at folk ikke kan købe boliger.

Jeg har selv lige skullet købe ny bolig her i København. Og selvom jeg som folketingsmedlem da får en pæn hyre, tænkte jeg alligevel: Hold da op, tror de, jeg har vundet i Lotto?

Det er simpelthen blevet så hamrende dyrt at bo i byen. Uanset om det er eje, leje eller andel. Det er skidt for alle dem, der skal ind på boligmarkedet og enten ikke har råd eller også skal gå for lud og koldt vand for at få råd til en toværelses.

Det er skidt for vores by. Fordi vi ikke bliver en blandet by, hvor alle slags mennesker kan bo side om side. Hvor almindelige mennesker har råd til at bo. Hvor vores børn møder mennesker, der ikke ligner dem selv.

Det skal vi have sat en stopper for!

Først og fremmest skal vi sørge for, at udenlandske kapitalfonde som Blackstone ikke får lov til at ødelægge vores boligmarked. Man skal ikke kunne opkøbe billige lejeboliger, sætte et nyt køkken i og så fordoble huslejen, så almindelige mennesker ikke har råd til at bo der. Den finte skal vi stoppe.

Men det er ikke nok at afværge den katastrofe, der lurer. Vi skal også løse det problem, vi står med nu. Vi skal simpelthen sørge for, at der bliver bygget flere boliger, der er til at betale.

Borgmestrene rundt om i de større byer gør, hvad de kan. De bygger alt det, de kan slippe af sted med. Og de bygger rigtig meget alment. Men de ender tit med at være rigtig dyre, fordi der kommer alt for lidt hjælp fra Christiansborg. Faktisk spænder Folketinget tit ben for de kommuner, der gerne vil have lov til at bygge flere billige boliger. Det er jo tudetosset!

I Socialdemokratiet ønsker vi, at kommuner og boligorganisationer skal have bedre muligheder for at bygge nye billige boliger. Eksempelvis ved at give kommunerne lov til at finansiere mere af byggeriet af billige boliger. Og ved at give boligselskaberne lov til at bygge flere boliger. For eksempel at indrette tagetager til boliger.

Meget af det, der skal gøres, er helt ærligt bragende kedelige forslag. Det er tekniske ændringer, der hverken er sexede eller lyder godt i en valgkamp. Men sådan må det være. Det er det, der skal til for, at vi får en by, hvor folk har råd til at bo. Det er det ansvar, vi socialdemokrater vil tage på os for at undgå, at byen bliver et rigmandsreservat.