Jeg har stadig ikke kunnet se hele TV2-dokumentaren om 22 københavnske daginstitutioner ud i et stræk.

Altså den, hvor børn bliver udsat for omsorgssvigt. Hvor de voksne ikke trøster små blebørn, men bare skælder dem ud.

Jeg ville blive edderspændt rasende, hvis nogen havde behandlet mine børn sådan. Jeg tror, de fleste af os, der har børn, har prøvet at aflevere et grædende barn og være tvunget til bare at have tillid til, at pædagogerne krammer og trøster.

Med ondt i maven og ind imellem tårerne trillende ned ad kinderne i morgenkulden. Heldigvis er langt de fleste institutioner gode, og langt de fleste pædagoger gør et helt fantastisk stykke arbejde.

De får jo faktisk ikke bare trøstet ens barn, de får også gjort et solidt stykke pædagogisk arbejde med vores unger, lært dem om fællesskab, sprog, om at dele med hinanden og være gode kammerater og mægtigt meget andet, som giver børnene et solidt fundament for livet. Men det skræmmer mig, at der kan være så rådden en kultur, uden nogen reagerer og får det stoppet.

Det handler selvfølgelig om penge. At man både er villig til at bruge de penge, der skal til for at få velfærden til at fungere. Så der kan blive penge til flere voksne til vores børn. Og villig til at finde ud af, hvor pengene skal komme fra. Drømmene om et bedre børneliv skal jo helst blive til virkelighed. Vi anviser begge dele i vores økonomiske plan frem til 2025.

Men de forfærdelige billeder fra København viser desværre også, at normeringer ikke gør det alene. København er en af de kommuner i landet, der bruger flest penge pr. barn i en daginstitution. Normeringerne er i den høje ende. Alligevel ser vi jo så eksempler på institutioner, som ingen har lyst til at lægge børn til.

Så flere hænder gør det ikke alene. Der er brug for, at vi får bedre ledere, som ikke skal bruge halvdelen af deres tid på at krydse skemaer af. Vi har brug for flere uddannede pædagoger og mere efteruddannelse til pædagogmedhjælpere. Og vi har brug for et systematisk tilsyn, som kan opspore de brodne kar – og som kan gøre noget ved det og få ændret de røde anmærkninger til grønne.

Når man afleverer det allerkæreste, man har, i en daginstitution, så skal man kunne have tillid til, at de har det godt. At de får den voksenkontakt, de har brug for. At der er en voksen klar til at trøste dem, når de er kede af det. At der er nogle, der ser dem. Tager sig af dem. Udvikler dem socialt. At det er et trygt miljø at være i. Og at vi hver især kan være trygge ved, at hvis der er problemer, eller vores barn har en dårlig dag, så får vi det at vide.

Vi skal kunne gå fra vores børn om morgenen og vide, at der er nogle varme arme og en tryg favn, der tager over, når vi selv slipper.