Arbejdslykken er for mange mennesker at blive leder. Første gang jeg blev leder, måtte en reol lade livet.

Jeg sparkede den simpelthen i stykker i ren og skær frustration. Egentlig var det synd for den stakkels reol. Den var udmærket og fuldstændig uskyldig. Men den stod i vejen, da jeg gik fuldstændig bonanza-amok.

Jeg havde besluttet, at jeg ville være en leder, som talte ordentligt til mine medarbejdere. Som var flink og rar. Men som ny leder blev det tolket som et svaghedstegn. Så jeg blev mere og mere frustreret. En dag gik det helt galt.

Jeg mødte ind på arbejdet om morgenen. Vi havde en vigtig opgave for en stor kunde, og den skulle pinedød være lavet på dette tidspunkt.

Det var den ikke, og jeg blev hverken mødt med en undskyldning eller svedende medarbejdere, som knoklede røven ud af bukserne for at få styr på opgaven. Jeg blev mødt med et ligegyldigt træk på skulderen. Mine medarbejdere havde lavet et kæmpe fuckup – og de var fuldstændig ligeglade. Med kunden, virksomheden og mig.

Og så gik jeg bonanza-amok. Jeg stak i et primalskrig af en anden verden og sparkede reolen i stykker. Jeg fløj ud af lokalet og fandt tre liter danskvand, som blev kørt ned på rekordtid i et desperat forsøg på at køle mig selv ned til en sundhedsforsvarlig kropstemperatur.

Mens kropstemperaturen faldt til et nogenlunde normalt niveau, og den røde farve i mit ansigt langsomt aftog, kunne jeg konstatere, at det ikke er nemt at være leder.

Jeg havde altid tænkt, at når man var leder, så lyttede folk og gjorde, som man bad om. I hvert fald i grove træk. Men ledelse er ikke bare en kasket, man tager på. Ledelse er en faglighed, som kræver, at man har sine medarbejderes respekt – og den skal man gøre sig fortjent til.

Desværre har mange virksomheder og organisationer samme tankegang om ledelse, som jeg havde dengang i 90'erne. De overser, hvor svært det er at være leder. Og så laver de den fundamentale fejl, at de ikke kigger på, hvem der er den bedst egnede til at være leder, men tildeler i stedet lederrollen som et skulderklap til en, som har udført et godt stykke arbejde. Men at forfremme den gode fagmand til leder er lige så dumt som at forfremme den dygtige bager til snedker. Ledelse er et fag ligesom alle andre og tager tid at mestre.

Det kan f.eks. være en programmør, som er visionær, kreativ og effektiv. Ham vil man gerne give et skulderklap, fordi han gør det fremragende. Så han får en ledertitel. Nu burde programmøren være glad. Han er jo steget i rang.

Men desværre sker det ofte, at vedkommende distanceres til sin faglighed. Fra at have lavet lækker kode på computeren sammen med ligesindede kolleger bliver programmøren langsomt, men sikkert til en administrativ medarbejder, som bruger mange timer på medarbejderudviklingssamtaler, lønforhandlinger, tilfredshedsmålinger og alt det andet, som i virkeligheden rager ham en høstblomst. Han er ikke længere en kollega. Han er blevet en papirnussende chef.

Langsomt visner hans kreativitet. Han savner at kode. At være en kollega. Og en dag går han ind til sin chef og fortæller, at han har fundet et nyt job. Man kan altså kvæle en dygtig medarbejder med en ledertitel, som skulle have været skulderklap – og kvælningsprocessen kan være meget kort.

Så hvis du bliver tilbudt en lederposition. Så overvej virkelig – og vær ærlig over for dig selv – om du egentlig er leder. Eller om du bare siger ja tak en lang kvælningsproces, hvor du til sidst sparker en reol i stykker i frustration.