I julen blev en af mine venners søn indlagt på hospitalet med galopperende stress.

En ellers stærk fyr med alle muligheder. Ung og midtvejs gennem sin universitetsuddannelse.

Desværre kan man ikke gøre tingene op så sort/hvidt. At man har en stærk fysik, at man er godt begavet og har masser af ballast med hjemmefra, det er desværre ingen garanti mod stress eller depression.

I november måned i år fremlagde Sundhedsstyrelsen en stor rapport, hvor 160.000 danskere har deltaget i en undersøgelse om det mentale helbred, og den viste en markant stigning (30 procent siden 2013) i andelen af dårligt mentalt helbred.

Næsten en fjerdedel af alle kvinder i alderen 16-24 år har mentale lidelser i form af angst og nervøsitet. Og for børn er det hver femte, der føler sig kede af det til daglig og har svært ved at falde i søvn.

Ca. 15 procent af alle børn har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18.

Man kan læse meget mere om tallene inde på Psykiatrifondens hjemmeside, men det er trist læsning. Så er I advaret.

Årsagerne er mange, men leder ofte til, at børn og unge føler, de skal præstere udover det sædvanlige.

Hvis det kun handlede om forventningspres og konkurrence, så giver det ikke helt mening, at tallene er vokset så hurtigt og voldsomt, for kampen om uddannelses- og arbejdspladserne har historisk set været langt større end nu.

Men der er nok ingen tvivl om, at vi over de senere år har dyrket en form for hæsblæsende og usund perfektionisme, som det kan være svært at leve op til.

Jeg skal ikke pudse glorien, for jeg kan godt selv ryge med på den galej. Men jeg opponerer kraftigt imod de bølger, der skyller ind over de sociale medier, hvor man viser noget, der ganske enkelt ikke er sandt.

Filtre, der får dig til at se yngre, smukkere, slankere ud. Billeder af liv i overflod, selvom man måske inderst inde godt ved, det ikke passer. Vi skaber løgne og køber ind på løgne og lader, som om det er den skinbarlige sandhed.

Jeg havde engang nogle venner, som levede et liv i sus og dus. Men der var et eller andet, der ikke hang sammen. Kender I den fornemmelse?

Man tænker: Hvor kommer dog alle de penge fra? Og så opdager man, at det er løgn. Det er overforbrug. Det er misbrug. Det er mennesker, der forlader sig på, at ingen stiller spørgsmål - vi skulle jo nødigt blande os.

Det er mennesker, der med munden siger alt det rigtige, men som – hvis man lige kigger efter – gør noget helt andet.

Ligesom med filtrene på Instagram-billederne lægger de et filter over virkeligheden. To røvsyge mødedage i en fransk forstad bliver udlagt som 'romantisk weekend i Paris'.

Et afslag på at låne penge i banken laves om til:

»Vi er sprunget fra det oprindelige hus…vi leder efter noget større.«

Og i poserne fra Hermès ligger tøj fra H&M.

Hvis man læser den danske Marquis’ seneste bog, 'Verden vil betages', vil man opleve en flig af det. Man tror ham… næsten… hvis ikke ens egen snusfornuft satte ind.

Og søger man på Marcel de Sade på Wikipedia skrælles den sidste glamour væk. Helt tørt står der: Jørgen Vase Schmidt – kendt for bedrageri.

Vi kan godt lide at blive bedraget/betaget, men vi skal blive bedre til at afsløre usandhederne. Jeg tror, det vil hjælpe på vores mentale sundhed.

Alt for mange unge mangler mening med livet, fordi de tror, livet skal foregå i netop sus og dus.

Men jeg har mødt nogle unge kvinder på under 20 år, som tog sagen i egen hånd og meldte sig som frivillige for Folkekirkens Nødhjælp. Det lignede småpiger, men det skal man ikke tage fejl af.

Når man melder sig som frivillig, så vokser man med opgaven. Pigerne blev sat af i en ludfattig landsby i Afrika. Alene. Værs’go’! Så kan I klare jer her.

Og det fantastiske for alle de unge mennesker, jeg efterhånden har mødt, som har taget udfordringen op, er, at de trods ekstremt hårdt arbejde – fysisk som mentalt – er vendt hjem med en enorm styrke og tro på livet.

De har set en virkelighed uden filter og har forstået, at det er deri, den virkelige værdi ligger.