Jeg læste engang, at definitionen på en dansk turist er en person, der rejser mange tusinde kilometer blot for at få et billede af sig selv ved siden af sin bil.
Når jeg lige blader gennem barndommens fotoalbums, så kunne det godt ligne en bekræftelse på netop den teori.
Og det er vel ikke ret underligt, hvis man tænker på, hvad en bil koster i Danmark. Næstefter hunden må bilen være danskerens bedste ven. Ellers ville ingen næppe heller finde sig i de afgifter.
Jeg er netop blevet mindet om, hvad det betyder at have bil i Danmark.
Jeg selv stod med tårer i øjnene og aede køleren, da jeg tog afsked, hvilket jo dybest set er tåbeligt, når enhver ved, at der blot er tale om en bunke jern
Jeg vendte hjem fra Sverige med to Volvoer. Den ene en gammel model – 13 år og med 400.000 kilometer på bagsmækken – men nok den bedste bil, jeg har haft. Jeg har nu solgt den for et beløb, der mest minder om en skrotpris, og alligevel mente man nok fra statens side, at det skulle koste 50.000 at indregistrere den.
Hvordan det regnestykke så ellers hænger sammen med en registreringsafgift på 85 procent (for billige biler) ved jeg ikke. Men nu er den solgt. Og det gjorde nas.
Det var næsten, som om bilen vidste, den skulle ekspederes. Den mistede helt troen på sig selv til sidst. Tabte en højtaler. Så en dims på kofangeren. Og parkeringscensoren holdt op med at virke. Som en gammel dame, der bare er opgivende efter at have fået sin diagnose.
Jeg selv stod med tårer i øjnene og aede køleren, da jeg tog afsked, hvilket jo dybest set er tåbeligt, når enhver ved, at der blot er tale om en bunke jern og ikke noget levende væsen.
Jeg ved imidlertid, at jeg ikke er alene om mine varme følelser for automobilet. En god kollega fortalte mig, at hans bil havde været tæt på at give op. På værkstedet havde de sagt, at det skulle koste omkring 25.000 kroner at få den til at køre igen. Det havde han så valgt at betale, for som han sagde: Det skyldte jeg den li’som efter alle de år.
De 25.000 havde dog vist sig ikke helt at række. Bilen var begyndt at gøre nye krumspring, og faktisk var min kollega skuffet.
»Det kunne den alligevel ikke være bekendt.«
Jeg synes, det er svært med biler. Hvad skal de kunne? Jeg ville ønske, elbilerne kunne leve op til mit behov. I sidste uge, hvor jeg kørte 3.000 kilometer rundt i Danmark for at komme på arbejde, da ville jeg have haft en anelse svært ved at finde det romantisk at gøre holdt og lade op på en tank for hver 300 kilometer. Men jeg anerkender, at det nok er vejen frem med el.
Mine børn udbrød, at sådan en bil gad de ikke have. De vil køre selv, når de bliver store
Det lyder også besnærende med de selvkørende biler. Ude i fremtiden, siges det, kommer bilerne til at sætte os af ved supermarkedet for derefter selv at finde parkering og så komme retur og hente os. Først skal man dog lige løse det forsikringstekniske. For hvem har ansvaret, når det går galt: Ejeren, bilfabrikanten eller leverandøren af den fejlagtige komponent?
Derudover skal computeren programmeres, så den kan forudsige alle tænkelige situationer. Hvordan koder man den, når andre begår fejl? Jeg mener: Hvis en modkørende lægger an til kollision, og computeren i min bil skal vælge, om den skal skåne mig (dens ejer) eller børnehavebørnene, der står ude i vejkanten – hvilken kodning har fabrikanten så valgt?
Når det så er løst, skal vi også finde ud af, om de unge mennesker i fremtiden overhovedet vil køre i en selvkørende bil.
Jeg prøvede en aften at være passager i en Tesla, som kunne køre hjem selv – dog med sin ejer på førersædet, skønt hun hverken brugte rat eller pedaler. Det var en anelse skræmmende men sikkert noget, man kunne vænne sig til. Mine børn udbrød, at sådan en bil gad de ikke have. De vil køre selv, når de bliver store.
»Det er jo det, der er det sjove, mor!«
Jeg ved ikke, hvor vi ender med hensyn til biler, men næste år vælger jeg igen bilferie til Italien med familien.
På sådan en tur er det altid forbudt at have mobiler og iPads med på bagsædet, for turen i sig selv skal rumme nærvær og socialt samvær, og det har ikke været svært for børnene at overholde de regler.
Men mon ikke, jeg tager et billede af mig selv ved siden af bilen, når vi kommer frem? Det bør jeg.