I morgen er det juleaften. I den vestlige verden er det uden tvivl den vigtigste helligdag for de fleste.

På både godt og ondt.

Julen handler mest om samvær og kærlighed, og det er bestemt også hyggeligt med Disneys juleshow og risalamande. Men julen kan også være en smertelig påmindelse om den eller dem, der ikke længere er.

Sorg er en underlig størrelse og opleves så uendeligt forskelligt. For visse mennesker kommer den med flere års forsinkelse.

Andre dulmer den med enorm arbejdsiver, og nogle bliver totalt lammede.

Kim Christensen, som tidligere i efteråret mistede sin 16-årige søn, der havde taget stoffet MDMA, har været stærkt optaget af det kald, han følte – nemlig at informere andre unge og ikke mindst deres forældre om, hvad det er for stoffer, der verserer i ungdomsmiljøet. Og også juleaften bruger han på denne sag, har han fortalt.

I den forgangne uge blev en 18-årig dømt for at have givet stoffet til den 16-årige, men straffen var betinget. Kim Christensen fortalte, at han efter domsfældelsen havde givet den 18-årige et kram, hvilket han længe havde haft lyst til.

Og jeg forstår ham egentlig godt. Hvad skulle det nytte at hade eller hævne? Da vi i min familie mistede vores nære ven, betjenten Jesper Jul, som blev skudt på klos hold, da fyldte hævngerrigheden ingenting.

Der var slet ikke plads til den, fordi sorgen fyldte det hele. Og hvad skulle vi bruge hævn til? Vi ville aldrig få vores ven tilbage. På den måde er hævnfølelsen i familie med sorgen: Den er uforudsigelig.

Den 18-årige, som havde skaffet stofferne til den nu afdøde 16-årige, har med garanti aldrig overvejet, hvilken fatal udgang de planlagte festligheder kunne få.

Hvor meget tænkte vi selv over konsekvenser, da vi var unge? Det er derfor, vi som voksne skal være mere på banen.

I dag, hvor stofferne er så meget farligere end for bare 20 år siden, er det ekstra vigtigt, at vi informerer. Ikke belærer … for det får vi intet ud af … og forbud plejer også at prelle af, men vi skal sætte os ind i, hvad der foregår, og tale i øjenhøjde med de unge om, hvordan stoffer påvirker krop og hjerne.

I denne uge kom det frem, at hver syvende af de 18-25 årige og hver 20. af de 12-16-årige har taget lattergas.

I kender godt patronerne. De ligger på gader og stræder efter weekenden. Sådan nogle små blanke patroner på otte cm. Patronerne kan købes overalt. På nettet, på barer, ja, der er sågar bude, der kører ud med dem.

Årsagen til den lette tilgængelighed er, at de bruges til madlavning og cocktaildrinks m.m. Men hvis man tømmer en gaspatron ud i en ballon og inhalerer ballonens indhold, så opstår der en rus, som varer 20-30 sekunder. Samme type rus, som man ville opleve ved indtagelse af hårde stoffer.

Fordi rusen varer så kort tid, tænker de fleste unge, at det er ganske uskadeligt. De ved måske, at lattergassen tømmer lungerne for ilt, men de ved næppe, at lattergassen samtidig bedøver kroppen og på den måde narrer den til at tro, at alt er okay.

Det vil sige, man begynder ikke at gispe efter vejret eller få paniske anfald, som man ville gøre, hvis man var ved at drukne. Og man er faktisk ved at drukne.

Iltmangelen kan påvirke nerver og hjerne permanent, men det ser ikke ud til at bekymre brugerne, som jo rigtig nok henviser til, at man også bruger lattergas til patienter på hospitalerne.

Det, de blot glemmer eller ikke ved, er, at hos lægen får man samtidig ilttilførsel. Netop fordi lattergas er farligt i sin rene udgave.

Det er sådan noget, vi skal videreformidle til vores unger, så de ikke går galt i byen. Der er masser af fristelser, som er svære at modstå, specielt hvis man er beruset, og dømmekraften er sat ud af spil.

Igen er vi voksne nødt til at gribe i egen barm og kigge på vores alkoholindtag. Vi har en kedelig rekord her i Danmark, som smitter af på de unge.

Jeg ønsker Kim Christensen en god jul. Han er en mand med en sag. En fin og relevant sag. Men jeg ved godt, at julen i år kommer til at gøre ondt på Kim. Frygteligt ondt.