Annette Heick: Jeg får lyst til at gå, hvis det sker under min juleshopping

En af mine yndlingsjulesange er den engelske 'The Christmas Song', hvori ordet yuletide indgår, som naturligvis betyder juletid.

Jòl var et oldnordisk ord, man brugte om den tid, hvor man fejrede midvinteren for over 1.000 år siden. Jeg leger med tanken om, hvordan vikinger rejste til England og plyndrede og voldtog og insisterede på at holde jòl.

»Oh, you mean Christmas?« ville englænderne sikkert have spurgt, hvorpå vikingerne ville svare:

»Så tal dog et sprog, man forstår, mand. Det hedder juletid. Gentag efter mig: J-u-l-e-t-i-d«

Og så måtte de stakkels englændere glemme alt om kirke og Jesus for en stund og lære at holde yulefest, som det stadig hedder visse steder i de engelsktalende lande.

Vikingerne tog imidlertid nogle af de kristne fejringer med sig hjem, og på den måde blev ingredienser fra begge kulturer blandet sammen til et stort fad julegrød, der i dag også indbefatter julemanden, grantræet, marcipangrise og meget mere, som vi i den vestlige verden elsker at hive frem på denne tid af året.

Vi har over hele kloden en afsmittende effekt på hinandens traditioner. Sproglige reminiscenser vidner om den indflydelse, vi har haft på hinanden gennem historien. Det er ikke kun os, der har lånt ord fra tysk, engelsk og fransk. For eksempel hedder en ombudsmand på engelsk ombudsman og er et direkte låneord fra dansk. Sjovt, ikk’?

Hvad jeg til gengæld ikke finder ret sjovt er, at jeg oftere og oftere bliver bedt om at tale engelsk, når jeg går på juleshopping i en dansk butik på Strøget i København. Jeg taler et udmærket engelsk og forstår skam godt, hvad der bliver sagt, men helt ærligt…

Vælger man et servicefag, så er det vel ikke kunden, der skal stå for servicen? Somme tider står man og leder efter noget helt specifikt, og så skal man til at finde de engelske termer frem for at få brugbar betjening. Jeg bliver altså lidt træt.

Jeg forstår godt, hvis man kommer udefra, at det er svært at lære sig det danske sprog, men man kan jo starte med at forklare kunden, at man gør sig umage og gerne vil prøve at forstå. Jeg kan i hvert fald for mit vedkommende sige, at jeg ville udvise den største forståelse og hjælpe ekspedienten til at blive bedre til dansk.

Men når ekspedienten kigger på mig med døde øjne og siger »you have to speak English,« så får jeg lyst at dreje om på hælen. Hvis det stikker mig, kan jeg godt finde på at svare, at det gider jeg faktisk ikke, og så fortsætter jeg på dansk, hvilket jeg sjældent får noget frugtbart ud af i øvrigt.

Mange af dem, jeg kender, synes, jeg er for streng med det. Herregud, de fleste danskere taler jo engelsk. Og ja, det gør de. Og jeg taler også tysk og fransk, men jeg tror faktisk, mange danskere ville bliver skrupfornærmede, hvis det halve af Københavns butikker pludselig valgte at ekspedere på tysk. Bare for sammenligningens skyld.

Jeg må vænne mig til det, siger mine venner, for sådan er udviklingen. Jeg synes snarere, det er en afvikling. En ekspedient må sådan set godt tale engelsk til mig. Og på samme måde påberåber jeg mig retten til at tale dansk retur, når jeg er i en dansk butik i Danmark. Er det for meget forlangt?

Min skønne Tante Elly var på en restaurant i sidste uge, hvor tjeneren kun kunne kommunikere på engelsk. Elly klarede det fint – på trods af, at hun nærmer sig 90 – men da den forkerte mad så landede på selskabets bord, og der oveni købet var noget af det, der var for ringe tilberedt, ja, så begyndte samtalen at gøre knuder. Det endte med en dårlig oplevelse for alle parter, og en herre i selskabet valgte efterfølgende at klage. Så meget for den yulefest!

Heldigvis har vi holdt fast i den hedenske betegnelse jul. Således slipper vi for den diskussion, der er opstået i USA, hvor de politisk korrekte mener, at det er diskriminerende over for andre trosretninger at kalde det Christmas, hvorfor man i stedet skal sige 'Happy Holiday'.

Lad os ikke håbe, at nogen begynder at vifte med racismeparagraffer over for os, der tilmed ønsker os en hvid jul.