Duften af bratwurst, krydderier og fedtkogt bagværk med puddersukker blander sig med den dampende varme punch og glühwein, der indtages af små brune lerkrus med påskriften 'Christkindelmarkt Dresden 2018'.

Læs det igen: Christkindelmarkt. Ikke bare et julemarked, men selve Jesusbarnets marked. Folk skutter sig i vinterkulden med den søde, sprittede drik mellem lufferne, maser videre gennem menneskemængden og standser op ved boderne, der sælger Originaler Dresdner Stollen, herrnhuterstjerne i kulørt papir og gråmønstrede sokker af biologisk alpakauld og julekrybber udskåret i træ, som man har lavet dem i hundrede af år:

Hyrderne og fårene på marken, englene fra himlen, visemændene fra østerland og Maria med barnet. Guds søn og Marias menneskebarn. Verdens frelsers fødsel. Og med ham begyndte menneskets historie forfra i år nul. Ikke bare 'Stunde Null,' men år nul, fordi der skete et brud med menneskets historie. Og med hele den vestlige verdens og kulturs historie.

Men for at komme ind til barnet i krybben, skal man passere blomsterkummer og mere eller mindre kamuflerede betonklodser. Terrorforanstaltninger afspærrer vejene omkring det funklende julemarked og minder om angrebet på Breitschneidplatz i den centrale Berlin for to år siden, da en lastbil trak døden med sig gennem væltede juletræer og knuste menneskekroppe og forvandlede juleeventyret til et menneskeskabt helvede.

Også i Berlin ved indgangen til det fortryllende hvide julemarked på Gendarmenmarkt bliver selv den mindste dametaske omhyggelig åbnet og undersøgt for skarpe genstande, bomber og dødens stikkende blik. Markedspladserne er omgærdet af betonklodser, der står som monumenter over vores tid. Gud være lovet er det længe siden, at der er sket et større anslag i Vesteuropa – men ikke desto mindre har truslen aldrig været større.

Afspærringer, der kun skulle stå en tid, indtil terrortruslen var mindsket og faren drevet over, er blevet til varige monumenter. Nogle skabt i smuk og tung granit, som de runde kugler der netop er stillet op rundt om Christiansborg Slot, for at værne om demokratier, det frie åbne samfund og det det frie ord. Afspærringer, der skal skærme os for fjenden – monumenter, der vidner om, at der er noget, vi gennem det sidste halve århundrede har glemt. Og nu betaler vi regningen for vores glemsomhed. Eller rettere vores naive hovmod.

For glemslen af kristendommen handler ikke bare om, at vi ikke går i kirke (historisk set er kirkegangen nemlig ikke ringere end tidligere), men glemslen af det menneskesyn, som kristendommen har givet os. Et syn på mennesket, der er med til at holde os på plads.

For samtidig med, at vi har opdaget, at der er fjender af vores samfund, der vil friheden og fredens til livs, er veganerne, der begræder en slagtet ko, på mange måder symptomet på, at noget er fuldstændig galt i vores samfund.

Der er en trussel, der kommer indefra, uafhængigt af den islamistiske verden. Truslen fra os selv, der ligger i opløsningen af sammenhængskraften i samfundet og sammenhængskraften i det enkelte menneske. Et livssyn og et menneskesyn vi fik den nat Gud blev menneske – fordi vi ikke kan løfte os selv fra vores fald – fra vores egoisme og fejlbarlighed – synd og egenkærlighed.

Men vi har trodset det. Vi ville selv, og nu er vi ved at segne under opgaven og vægten af os selv og vores eget liv. Aldrig før har så mange børn, unge og voksne på den ene eller anden måde haft ondt i livet – det har vi klaret med en diagnose. Aldrig har vi gennem ideologisk køns- og identitetspolitik haft mere fokus på det, der skiller os ad end det, der egentlig samler os: Jesusbarnets blik på mennesket, der kan rumme alle uanset køn og seksualitet.

Aldrig før har vi glemt, at vi ikke kun er kødklumper, der kan udsættes for krænkende klask i numsen – men mere end det. Aldrig har vi revet hinanden så meget til stykker med beskyldninger om hinandens ufuldkommenheder – i stedet for selv at bære ansvaret, skylden og livet. Aldrig før har troen på det gode i mennesket bildt os ind, at vi kan leve i et stort illusorisk menneskefællesskab løsrevet fra kultur, historie og religion.

Den posthumanistiske tro på at ondskab ikke findes. Ideen har været smuk, og løgnen sød. Derfor er den vestlige kultur omgærdet af beton. Men til hjertet går stadig lyden af kirkeklokker, der kimede over Dresden i decembermørket forleden. Genlyden af kristendommens gamle sandhed om mennesket, som jeg tror, vi længes efter at høre. Til trøst. Og genopbygning af os – og med os den vestlige verden.