Min yngste søn begyndte tidligt at bruge ordet 'kollega'.

For ham var en kollega lig med en politibetjent, for det var i samtalerne med sin store helt, betjenten Jesper Jul, han oftest stødte på ordet. Og så selvfølgelig når han så 'Politirapport' på tv.

Stolt var hans fjæs den dag, en kvindelig betjent på Øresundsbroen bad om legitimation, og han viste sit Lego-kørekort frem, hvorpå der stod, at han var police SWAT.

»Wauw,« udbrød hun lynhurtigt.

»En kollega!«

Og så gav hun Storm en highfive. Hans grimasse var et syn for guder.

Politi fylder meget i hans lille verden. For få uger siden var vi så heldige, at vi fik lov at besøge en særlig enhed inden for politiet, og her blev Storms mor og far også imponerede. Forståelsen og det enorme ansvar, man har for hinanden inden for politiets rækker, er noget, der indgyder respekt.

Jeg ved ikke, om man kan tale om kærlighed, men der er ingen tvivl om, at man passer på hinanden. Når noget større er på færde, møder betjente ind på arbejdspladsen.

Ikke nødvendigvis fordi de er blevet indkaldt, men fordi man bakker de andre op og har brug for at være støtte for sine kammerater. Mange husker det sikkert også fra 11. september, hvor brandmænd i New York afløste og aflastede hinanden.

Men men … det kan også forefindes på helt almindelige arbejdspladser. Min ældste søn var faldet på skateboard og gik ind i den nærmeste McDonald's, hvor han fik plaster på. En skøn fyr på nok 16 år tog sig pænt af ham og gav ham nogle opmuntrende ord med på vejen (de må virkelig have været opmuntrende, for lige nu taler min søn kun om at søge job på den McDonald's).

En anden ansat var på vej ud ad døren netop på samme tid, som Eliot fik bandage på, og han råbte: »Assis, jeg bliver så glad, når du er på arbejde. Jeg elsker dig, bror.«

Ham Assis må være noget særligt.

Jeg kan ikke stå for den der jargon, der kan være på visse arbejdspladser. Vil man have et hurtigt indblik i, hvad jeg mener, kan man jo google 'Gourmetmad på Zulu', hvor man møder to karakterer i et … jeg fristes til at kalde det kulturmøde.

Det er fra udsendelsen 'Et rigtigt fucking arbejde', hvor man følger en flok håndværkere in spe. Den ene vil have dansk smørrebrød og den anden durumrulle. De er ret uenige, men man mærker straks den der kollegiale kærlighed og respekt mellem de to.

For to uger siden flyttede vi ind i vores nye hus, og her havde vi flyttemænd fra Bryde til at bære alt vores habengut ind.

Det var ikke sjovt for dem med alle de kasser og de mange smalle trapper, men de havde en jargon, der var på én gang hård og kærlig.

»Kom så, Tykke,« sagde en af dem med et stort smil på læben, mens de battlede om, hvem der kunne bære de tungeste kasser alene. Jeg synes simpelthen, det var hyggeligt at høre den tone. Og - tør jeg også godt sige - meget dansk. I fremmede ører kunne det nemt opfattes som ubehøvlet og brovtende, tror jeg.

Jeg har på mange måder en sær arbejdsplads. Eller rettere en sær sammensætning af kollegaer. Det er ikke unormalt, at jeg på et år har et nært samarbejde med hen ved 1.000 forskellige kollegaer.

Vi kan jo tage et kig på bare den seneste uge. Jeg afsluttede en forestillingsrække lørdag. Her havde jeg 15 virkelig nære arbejdskammerater, når man tæller dem i teknikken med.

I indeværende uge havde jeg så premiere på et nyt show med yderligere ni mennesker, som jeg nu drager på turné med.

I mellemtiden nåede jeg så at runde et symfoniorkester, en tv-produktion samt mødes med det hold på godt 50 mennesker, som jeg spiller teater med næste år i Herning. Altså godt 100 mennesker, jeg skal forholde mig til. Tror pokker, jeg har svært ved at kende ansigter efterhånden!

Det kunne nemt blive overfladisk, men det er jo op til én selv, hvor meget man ønsker at gå ind i samspillet med dem, man arbejder sammen med.

For mig ligger en stor del af glæden ved mit arbejde netop i de mennesker, jeg møder. Dybest set koster det bare et smil.

Det kan man jo så huske sig selv på i morgen, når det er mandag igen.