'Tre gange pels,' skrev Renée Toft Simonsen på sin Instagram-profil, hvor billedet forestillede hende selv i en pelsfrakke samt to dejlige vovser.

»Aaaaaarrrrrrjj,« nåede jeg at tænke.

»Det der ender som en shitstorm, Renée.«

Det er jo som at stå foran tyren og vifte med en rød klud (og måske var det bevidst).

Der gik også kun et splitsekund, så var de selverklærede dyreelskere på barrikaderne:

'Pels – det er yt.'

'Jeg har tabt alt for dig.'

'It’s disgusting.'

'Pels sidder på smukke dyr og grimme mennesker,' og så videre og så videre. Helt forventeligt.

Jeg er også dyreelsker. Jeg synes, pelsmodstandere har mange gode argumenter at tage af. Tiden er med dem, og det er en sag, som har vind i sejlene.

Kære aktivister: Hvorfor hulen ødelægger I den så med jeres elendige retorik og uigennemtænkte taktik? Hvis I vil overbevise dem, I er oppe imod, så er I kommet ud på et vildspor.

Når nogen stiller sig op inde i Renée Toft Simonsens stue (som må være det rette billede på en personlig Instagram-konto, der ikke er tilknyttet en blog) og fortæller hende, at man har tabt alt for hende, hvad tror I så, det afføder?

Lad mig svare.

Punkt et: Hun smider jer ud af stuen (med rette).

Punkt to: Hun er (håber jeg) højrøvet ligeglad med, hvad en eller anden fremmed person mener om hende. Og dermed når I ikke igennem til hende, men spilder taletiden på at hævde jer, hvilket som regel virker ucharmerende.

Jeg læser min daglige avis, og her må man jo komme med alle sine ytringer og betragtninger. Også I.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har læst en pelshader tage ansvar for nedbrydelsen af den grønlandske fangerkultur og den deraf følgende forarmelse, som har været til stor skade for børn deroppe.

En fangerkultur, der tog udgangspunkt i en enorm respekt for dyrene. Sæler, der havde levet et dejligt, frit liv, og hvis indmad og kød blev brugt til at mætte munde med.

Nu er det kommet så vidt, at dyreværnsforeninger er begyndt at råbe vagt i gevær, fordi den eksplosivt voksende sælbestand er ved at ødelægge biodiversiteten. Jamen, come on! I er nødt til at forstå, at skræmmekampagner har utilsigtede konsekvenser.

Der er ingen, der betvivler, at der findes dyr, som lever et frygteligt liv, fordi mennesker vil have deres pels. Der er ingen på dette kontinent, der er uenige i, at mishandling af dyr skal stoppes, men at ændre folks holdninger, vaner og muligheder kræver, at aktivister kan byde ind med med høvisk tale, selvkritik og kompromiser.

Dengang vi begyndte at forstå forskellen på øko-æg og æg fra burhøns, da var der mange konsumenter, som gerne ville ændre adfærd. Det krævede imidlertid en årelang debat og en hjælpende hånd til de økologiske hønsefarme, men i dag produceres der flere økologiske æg end bur-æg.

Jeg har ingen dårlig samvittighed over at spise æg fra min venindes hønsegård eller hente lammekød til påske fra naboens gård. Og de skind, jeg køber fra de bornholmske får, der lever et langt og frit liv ude ved Hammershus, gider jeg heller ikke høre noget for.

Og lige der rammer I aktivister skævt, når I kommer med jeres paroler, der skærer alle dyreavlere over én kam.

Jeg ville sådan ønske for jer og jeres egentlig sympatiske sag, at I ville blive bedre til at inspirere frem for at belære. Jeg vil selv gerne inspireres. Men jeg bliver simpelthen ikke inspireret af mennesker, der er unuancerede.

Jeg kender mange dejlige veganere, som sikkert også er pelshadere (jeg ved det ikke), som ikke har dette behov for hele tiden at fælde dom. De har taget stilling for sig selv, men har ikke behov for at skabe en omvendelse hos andre.

Jer, der lige nu står inde i Renées stue og udgyder ukvemsord: Kom ud og skab den fede opmærksomhed. Skab f.eks. fokus på, hvilke lidelser vores affald koster dyrene. Overvej et alternativ til pels baseret på mishandling. Det kunne f.eks. være, man skulle arbejde på at give dyrene bedre forhold, ligesom vi gjorde det med hønsene. Ellers er jeg simpelthen bange for, at I står med en tabersag.