Denne uge lagde hårdt ud med tabet af Lars Larsen. En mand, som folk havde travlt med at grine ad i 1980'erne, da han kom frem med sine dynetilbud.

Det var så en latter, der stille og roligt forstummede, i takt med at Dyne-Larsens milliardimperium blev bygget op.

Fremtiden vil huske ham som en af de største erhvervsmænd i danmarkshistorien. Mange unge iværksættere kunne lære en hel del der.

Det sidste, man kunne kalde Lars Larsen, var en Smarte-Hans. Jeg kendte ham ikke privat. Men jeg tør godt sige, at han var en inspirationskilde.

Foto: Nikolai Linares
Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Jeg kan huske, at han i sin selvbiografi (den, der blev omdelt til samtlige husstande i Danmark) fortalte om en episode, hvor det gik skidt for ham.

Han havde brug for at låne penge i banken, og da han allerede havde belånt det meste, var der ikke den store sikkerhed at stille (sådan husker jeg historien).

Men banken viste ham tillid, og det var ham magtpåliggende at leve op til den. Derfor helmede han ikke, før han havde fået vendt bøtten og vist, at han var en mand, man kunne stole på.

Jeg tror, 'tillid' må have været et af de vigtigste ord for ham. Og det er netop det, der gør ham til noget særligt i min verden.

For næsten 20 år siden stod jeg selv som ung iværksætter og havde sammen med en ven født en idé, som vi troede fuldt og fast på: Vi ville lave et børneland i efterårsferien, hvor alle aktiviteter var baseret på motion og drevet af børnene selv.

Altså hoppeborge, trampoliner, små cykler m.m. Maden på stedet skulle udelukkende være sund mad uden at være hellig. Min ven og jeg satte alt ind på det … og tabte.

Ideen var faktisk rigtig god, men timingen var forkert. Danmark var SLET ikke klar til sund mad og aktiviteter. McDonald's, som lå ved siden af vores eventpark, havde kronede dage, og vi lå og kørte al vores gode mad ud til de hjemløse om aftenen, når vi lukkede. Det var de for øvrigt meget taknemmelige over.

Og så var vi selvfølgelig uerfarne. Vi havde sat priserne sådan, at børn kostede 100 kroner, og forældre kom ind til halv pris. Vi kunne godt lide ordlyden af det og havde regnet på, at vi kunne overleve, selv hvis der kom tre voksne for hvert barn.

Men vi havde ikke troet, at tallet skulle hedde fire voksne pr. barn. Hallen var propfyldt … med voksne … der så hentede deres mad ovre i McD!!

Efter mit livs helt sikkert hårdeste uge både mentalt og fysisk gloede min ven og jeg ned i et stort sort hul. 800.000 kroner i underskud og en masse kreditorer, der nu skulle forhandles med.

Jeg husker turen rundt til hver eneste. Man stod der med hatten i hånden og skulle forklare, hvorfor man havde været sådan en stor idiot, og så håbe, at de ville gå med til at nøjes med halvdelen af deres penge (for på den måde ville der være nok til alle).

Den rundtur til kreditorerne står for mig som noget af det vigtigste, jeg har oplevet. Det viste sig, at de – alle som en – modtog os med omsorg og forståelse. Den tillid, vi blev vist i de dage, var ganske enkelt rørende. Det glemmer jeg aldrig.

Der var kun en enkelt, som truede os med rockere. Men det er en anden historie.

At leve op til den tillid, der blev vist os, krævede mange års mådehold, men det betød, at økonomien stille og roligt vendte til det bedre. Det vil sige indtil 2016, hvor min mand og jeg igen blev indhentet af virkeligheden og kom i en situation, hvor vi måtte rundt til fem banker, som blankt afviste os.

Jeg skrev et brev til kreditchefen i Nordea i Lyngby, hvor jeg spurgte: »Hvad gør vi galt? Hvorfor stoler ingen på os?«. Vi havde ingen klatgæld. Vi skyldte intet i vores to biler. Vi havde altid betalt til tiden. Vi havde til gengæld behov for over en periode at få et lån, som vi knap nok kunne stille sikkerhed for.

Jeg skal ikke kunne sige, om det var mit brev, der gjorde udfaldet, men vi endte med at blive vist tillid af netop Nordea.

Den har vi lovet at leve op til, og her er Lars Larsen et stort forbillede. Tillid – både når den gives, og når den besvares – er i enhver henseende hjørnestenen i et godt samfund.