I denne uge havde Quentin Tarantinos nye film 'Once Upon a Time... in Hollywood' dansk premiere.

Det er primært en hyldest til Hollywood-film men også et nostalgisk tilbageblik på en tid, hvor politisk korrekthed var en by i Rusland med store osende biler, kæderygning, dominerende mænd, hippier og stoffer overalt.

Jo, det hele findes skam endnu, men det er ikke noget, vi taler om med stolthed.

Jeg nød at se Tarantinos film på det store lærred, fordi det næsten var som at være der selv. I 1969. Farverne, bilerne, neonskiltene. En tid, hvor der på den ene side herskede dekadence og meget tydelige kønsroller, og på den anden side var en eller anden form for uskyld.

Jeg så for ikke ret længe siden den dokumentar, der blev lavet om det mest berømte diskotek nogensinde, Studio 54 i New York. Jeg anbefaler den varmt. Det var et herligt kig ind i et årti, hvor folk for alvor slap tøjlerne; gik i byen iført g-streng og paillet-BH, bar røv og cowboystøvler…eller bare kom ridende ind på diskoteket på ryggen af en hest.

Alt var tilladt og vanvittigt og helt sikkert hjulpet på vej af et enormt forbrug af stoffer. Og så igen var der den der uskyld. Lidet vidste man endnu om AIDS. Folk dyrkede sex på kryds og tværs, og kort tid efter døde de som fluer.

Det er nok ikke helt forkert at påstå, at AIDS fungerede som den store STOP-knap for en æra og hentede alvoren ind.

Tarantinos film og Studio 54-dokumentaren kommer på nogenlunde samme tid: I slipstrømmen af serier, som skildrer 50’erne, 60’erne og 70’erne med en detaljerigdom, så man næsten kan smage deres drinks og lugte tobaksrøgen bagefter.

Jeg er overbevist om, at det er en reaktion på en moderne tid, hvor alt er reguleret, og hvor definitionerne af køn er så udviskede, at vi bliver i tvivl om, hvad vi må/bør/skal og ikke mindst: Hvem vi er!

Er genindspilningerne af actionhelt-filmene nu med kvinder i hovedrollen et reelt ønske fra fansene? Og er de film egentlig ikke en seksualisering af heltekvinderne?

For mit personlige vedkommende kan jeg sige, at såfremt rygterne om en kvindelig agent 007 taler sandt, så har jeg set min sidste Bond-film. Det bliver et 'nej tak' herfra.

Jeg selv drømmer mig tilbage til start-90’erne. Den kolde krig var slut, og tungsindet efter AIDS-epidemien var ved at fordufte. Jeg arbejdede på SE og HØR. I fire år var jeg fastansat og elskede min arbejdsplads. Ja!

Der var et bord i frokoststuen, som var forbeholdt kortspillerne, som røg og drak allerede fra om formiddagen. Og det er heller ingen myte, at der i redaktionslokalet stod et fadølsanlæg til fri brug.

Der var vilde fester og endnu vildere rejser. Verdens sjoveste kollegaer og flirt på gangene. Der var et sygt forbrug af luksus på bladets regning. Spiste man frokost i byen og kom hjem med et bilag, der var for billigt, så fik man en reprimande: »Husk, at du repræsenterer Danmarks største ugeblad. Du må sgu ikke være fedtet, når vi inviterer folk ud.«

På mange måder så dekadent og så alligevel uskyldigt. Der var ikke nogen bagtanker, når man fik en buket blomster for sin indsats. Kvinderne skulle være charmerende og mændene frække. Det var ærlig snak, og det virkede efter hensigten.

Når jeg forestiller mig det setup i dag, så ved jeg, at det ville være en umulighed. Jeg ville ønske for mine egne børn, at de kunne få samme uskyldige tilgang til verden.

Men de er allerede alt for bevidste. Om alt det, de ikke må sige og ikke må gøre, fordi det kan støde nogen, eller fordi det ikke lever op til nutidens krav om ligestilling.

Tænk, hvor kunne jeg ønske mig, at vi talte mere om ligeværd i stedet for ligestilling. Mine drenge vokser op i en tid, hvor det er yt at dyrke det maskuline. Eller rettere: Idéen om det maskuline.

For maskulint og feminint findes vel i grunden ikke mere? Jeg håber, drengene og mændene snart vil bide fra sig og kræve sin plads. Jeg synes, det er det, Tarantino gør med sin nye film, og jeg er vild med det.