Jeg sad i frisørsalonen, og lidt længere henne sad en anden kunde og smalltalkede med frisøren.

Jeg lytter normalt ikke til andres samtaler, men da jeg opfangede ordene »Flying Superkids«, kom jeg alligevel til at slå ørerne ud. Jeg skulle selvsamme aften ind at opleve superbørnene fra Aarhus.

»Det er benhårdt arbejde for de unger, og når de så ikke duer længere, så stritter man dem ud. Ligesom balletbørn.«

Implicit i sætningen og tonefaldet lå en beklagelse over, at man behandler børn på den måde, men der var sådan set ikke noget forkert i det, kvinden i frisørsalonen sagde. Der er bare meget at tilføje.

Vil man være springgymnast på det plan, så er kravene tårnhøje. Udover talent skal man have udstråling (det er ikke det samme som at være smuk), man skal være flittig og passe ind i en helhed bestående af børn i alle aldre og højder.

Omkring sig har man et hold entusiastiske og omsorgsfulde lærere, og den dag, det stopper, tager man en kæmpe gave med sig videre.

Det ligner meget det, vi kender fra Det Kongelige Teaters balletskole, som har udviklet mange internationale balletstjerner. Eller fra Tivoligarden, hvor mange professionelle musikere har trådt deres barnesko. Eller Eventyrteatret, som har været grundstenen i mange kendte skuespilleres tidlige uddannelse.

Ja, der kræves masser af disciplin, og ja, det sker engang imellem, at nogen ikke længere lever op til kravene. Det ved børnene godt. Og det forstår børnene godt. Og det respekterer børnene.

Selvfølgelig gør det ondt, når man er en af dem, der ”strittes ud”, men heldigvis sker udskillelsen oftest med den største omsorg.

Her er det vigtigt at skelne mellem omsorg og medlidenhed. Det budskab synes jeg desværre ikke altid, forældrene, eller for den sags skyld omgivelserne, har fanget. Vi klæder ikke vores børn ordentlig på med ynk.

Når talentet ikke står mål med ambitionerne, så er det mega ærgerligt, og enten må man op på hesten igen eller også søge andre græsgange. Men det er ikke synd.

Det er synd, hvis man brækker benet og ikke kommer til at danse igen, men vi må holde igen med vores omklamrende vat og bomuld, som vi pakker om de unge talenter.

Det er jo ikke anderledes for de drenge, der gennem hele opvæksten har drømt om at blive den nye Ronaldo for så at finde ud af, at den drøm er håbløs. Det er en barsk virkelighed, der udspiller sig for de børn, der fra en tidlig alder har ambitioner og drømme.

Alligevel synes jeg, det er hele indsatsen værd, fordi de lærer, at livet stiller krav. Det koster noget at indfri sine ønsker. Og der havde næppe været nogen sportsstjerner, var det ikke for forældrenes opbakning.

Da jeg så sad samme aften og så det sublime show med de dygtige og ikke mindst glade superkids, så slog det mig, hvor fantastisk det må være for disse børn at få et indblik i, hvad det vil sige at satse. Det var tydeligt, at flere af dem lige testede nogle ting af.

Måske var det i aften, de ville lykkes med det spring, de havde øvet? Og for nogle lykkedes det, og man aflæste det omgående i deres strålende ansigter. For andre mislykkedes det, hvilket blot resulterede i en high-five fra de øvrige: Bedre held næste gang! Ingen bebrejdelser. Den indstilling kan have betydning for, hvordan resten af deres liv former sig.

Jeg tog mig selv i at tænke, at Flying Superkids står i skærende kontrast til de underudviklede kinesere, vi har set ved de olympiske leges gymnastikdiscipliner. Men hvad ved jeg egentlig om det?

Kan jeg bebrejde kinesiske forældre eller lærere, der har pacet børnene frem og givet dem chancen for et liv væk fra fattigdom og med rejser ud i verden? Hvad kender jeg til de børn og deres glæde ved at træne?

'Du kan, hvad du vil', synes at være det, vi siger til hinanden herhjemme, men intet er mere forkert. Det siges kun af mennesker med alle muligheder på hånden uden evnen til at forstå, hvordan de skal bruges.

Du kan ikke det, du vil, men hvis du har ambitionerne, så kan du knokle for det og måske – men kun måske – kan du så alligevel.