Selfien gjorde for alvor sit indtog her i Danmark det år, hvor Helle Thorning-Schmidt forevigede sig selv i selskab med Barack Obama og David Cameron under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

Siden da har selfien ligesom alle mulige andre diller været lige dele elsket og hadet.

Mit yndlingseksempel på udviklingen er to billeder af Hillary Clinton, hvor hun taler til en kvindelig forsamling.

Det er et billede af ældre dato, hvor man ser en skare stå og pege deres kameraer og telefoner op mod hende for at forevige øjeblikket, og et tilsvarende, der er taget nogle år senere, hvor hele forsamlingen af kvinder står med ryggen til Hillary, men med telefonerne holdt ud i strakt arm, så de kan få et billede af sig selv med Hillary i baggrunden.

Har jeg selv taget selfier? Ork, ja. Men man er også nødt til at spørge sig selv: Hvorfor gøre det?

Jeg havde sådan lyst til at spørge en japansk turist, som jeg oplevede på en kanalrundfart i København. Mens vi andre sad på rækkerne i båden, stod hun i midtergangen med sin selfie-stang (tænk, at det findes!) og tog noget, der minder om 10 billeder i minuttet af sig selv med alt det, guiden omtalte, bagved sig.

Jeg var så fascineret, at jeg aldrig fik kigget på andet end hende. Gad vide, hvad hun bruger billederne til? Gad vide, om hun sorterer? Gad vide, om hun viser dem til andre? Gad vide, om hun nogensinde kigger på dem igen?

De mest patetiske selvportrætter er dem, hvor fotografen forsøger at tage billedet, som om han eller hun ikke vidste, at billedet blev taget. Kigger væk og får det til at ligne et moment af tilfældig ubevidsthed.

Det er de billeder, hvor beskueren enten i en genspejling kan se armen, der holder telefonen, eller hvor vinklen afslører, at der er tale om et selvportræt. Indrømmet: Det har jeg også selv gjort. Jeg er ikke stolt af det.

Så er der dem, der retoucherer billeder. Altså, finder et ansigtsfilter, der gør dem kønnere. Jeg kan ikke fortænke dem i det.

Havde jeg selv kunnet vælge, hvilke billeder der skulle ligge rundtomkring på nettet af mig, så kan jeg garantere for, at jeg havde frasorteret langt over halvdelen.

Men en falsk virkelighed er og bliver falsk. Vi kan smide alt muligt op med filter på og bilde os selv og hinanden ind, at det er sådan, vi og verden rigtig ser ud. Det ændrer ikke ved faktum.

I snart mange år har kvinder på de sociale medier lavet duckface. Det kan man oversætte til en mild version af trutmund, hvor læberne krænges fremad. Jeg gætter på, det handler om, at kvinder med fyldige læber i generationer har været idealet, og at duckface er et forsøg på at matche dette ideal.

Jeg har ikke selv været rejsende i trutmund (det ville også se helt åndssvagt ud med mine smalle læber), så jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Jeg er til gengæld aldrig stødt på en eneste dreng, ung fyr eller mand, der syntes, det var sexet med duckface. Eller for den sags skyld pænt. Så jeg tillader mig at undre mig over fænomenet.

Til gengæld er der kommet en ny tendens, som vist ikke har fået navn endnu.

Et fjæs, som er sådan en slags smil uden tænder. Kinderne suges ind, læberne krænges frem (måske ved hjælpe af tungen) og mundvigene sættes i et smil. Selv vores yndige kronprinsesse gør det.

Jeg prøver sådan at regne ud, for hvis skyld man sætter den mine op. Det må være et eller andet indforstået signal til andre kvinder. Et nyt ritual, der signalerer, at man er medlem af klubben, for det kan umuligt være for at imponere det modsatte køn.

Det modsatte køn – i dette tilfælde mændene – har så sin helt egen misforståede fotodille (og her ville det faktisk være på sin plads at sige foto-diller med tryk på di). En dille, der er eskaleret af Gud ved hvilken årsag.

For jeg har til gode at møde den kvinde – ung som ældre – der sætter pris på at modtage dickpics. Altså billeder af mandlige kønsorganer. Dickpics er cirka lige så frastødende som billeder af fejlslagne operationer. Og det handler ikke om, at mænd er frastødende.

Visse ting gør sig bare ikke særlig godt på billeder.