Vi ligger på stranden – et helt yogahold.

Meget forskellige. Nogle gamle, andre helt unge. Nogle til yoga for første gang, andre rutinerede. Men det er alt sammen ligemeget, for her på stranden i Sandkås er vi lige. Ankommet med hver vores udfordringer. Fysisk såvel som mentalt.

Vi er nået til ”shavasana”, som er den sidste afslappende øvelse. Den man glæder sig til, fordi man kan lade tankerne gå på vandring. Denne morgen vandrer de bare ikke ret langt. For Magnus og Christian har lagt til i vandkanten med deres store båd, hvis dieselmotor larmer helt vildt.

”Bare hold fokus og slap heeelt af” næsten råber yogalæreren, og jeg kan mærke en latter trænger sig på. Den der forbudte slags latter, når alle andre er helt seriøse og meget koncentrerede. En familie skal om bord på båden, og de har et grædende spædbarn med, som får Torbens hund til at bjæffe. ”Prøv at finde fokus, for nabo-Kaj er klar”, siger yogalæreren i en tone, der nu også skal overdøve barnet. Og hunden.

Nabo-Kaj er ham, der hver morgen spiller trompet oppe i klitterne, når vi laver shavasana. Der er lidt småfejl hist og her, men vi elsker Kaj, og denne morgen lægger han fra land med intet mindre end Marseillaisen. Det er jo 14. juli!!

Vi får også et vers af ”I Østen stiger solen op”. Han har denne dag valgt at spille adskillige brudstykker af forskellige melodier.

Det er hyggeligt, bortset fra at en turist har ikke lige har fanget konceptet og derfor stillet sig fire meter fra Kaj, hvor han efter hvert brudstykke klapper insisterende højt.

Det er her, jeg kommer til at grine, så hele kroppen ryster.

For mig er yoga en om ikke livsforlængende så et livsbekræftende input, som giver masser af værdi. Men jo, jeg håber da, at det kan være med til at holde kroppen i gang i mange år endnu.

På vej til yoga har jeg passeret en spiseseddel om den 78-årige Jette Schønberg, der er død af sult og tørst.

Hun var rykket ind på et plejehjem med særlig fokus på demensramte patienter, men her blev hun åbenbart glemt og døde, efter ikke at have fået noget at spise eller drikke i tre uger. Vil man sige, at hun blev slået ihjel?

78 er ikke nødvendigvis nogen alder. Skuespiller Jesper Langberg døde for nogle uger siden også i en alder af 78. Få har haft så glorværdig en karriere, men det var også et liv, som førte til et misbrug af sprut og hash. Kan man sige, at han var medvirkende til at forkorte sit eget liv?

Det er ti år siden, min tante Ølle var 78. Jeg kan ikke mærke, at hun er ældre nu end dengang. Ølle (som egentlig hedder Elly) er den her fantastiske dame, tidligere grønthandler, der hele sit voksne liv har boet i det samme hus i Skovlunde.

Hun tog en flyver første gang, efter hun var gået på pension, og siden da har hun rejst – og også røget, men det lagde hun så på hylden for snart længe siden.

Hun er det, jeg vil kalde et livsstykke, og så har hun briller i ni flotte pangfarver, så de passer til tøjet. De er i øvrigt med vinduesglas, for Ølles øjne fejler ingenting.

Ølle er på vej over i superligaen. Ligesom forfatter Lise Nørgaard, der nu er 102 år gammel. Tænk, hun var 75, da hun skrev sin bedst sælgende bog, 'Kun en pige'. Og det er ikke engang hendes seneste udgivelse.

Jeg ved ikke, hvad hendes opskrift er, for Lise Nørgaard har da også røget det meste af sit liv. Jeg vil virkelig gerne gøre hende kunsten efter. Altså bare uden røg.

Båden er ved at være godt ude på vandet igen, og Nabo-Kaj slutter af med Svantes vise. Yogalæreren beder os igen om at finde fokus. På en måde er denne yogatime definitionen på selve livet:

Vi kommer her med forskellige udgangspunkter, og gennem al den larm vi møder fra omverdenen, så forsøger vi at balancere hver især. På trods af den lidt komiske situation lige før er det et rigtig fint øjeblik, hvor livet får en befriende lethed.

Jeg når at synge inde i mig selv: ”Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar”, da Svantes vise klinger af, og turisten klapper for sidste gang.