I 1980'erne besøgte jeg to gange Grønland. Jeg må med skam melde, at jeg ikke har været der siden.

Desværre – for landet gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har altid haft et svagt punkt for grønlænderne, som jeg fandt gæstfrie og livsglade.

Det sidste er naturligvis et postulat, og desværre står det i skærende kontrast til de rapporter, vi i de senere uger er blevet bombarderet med, som fortæller, at hvert femte barn er blevet seksuelt misbrugt.

Det er en ringe trøst, at antallet er faldet gevaldigt, siden dengang jeg stiftede bekendtskab med landet i nord.

DR viste et interview med en pige i 20'erne, som fortalte om en barndom, som hun ikke ønsker for selv sin værste fjende. Med tårer i øjnene berettede hun med ganske få ord om de overgreb, hun gentagne gange var blevet udsat for. Af sin fætter. Af en pædagog.

Nogle vil sikkert hævde, at det vidner om en gammel og rådden kultur. Jeg mener, det er udtryk for et helt folk, som gennem årtier, ja vel nærmest århundreder, har været drevet ud i så dyb desperation, at de er blevet kulturløse.

Vi har en evne til at væmmes ved den måde, hvormed man i det vilde vesten udryddede indianerstammer systematisk for slutteligt at give dem så ringe muligheder, at de af sig selv holdt op med at eksistere. Og på samme tid negligere vores egen indflydelse på det, der engang var en fin fangerkultur på Grønland.

Vi bilder os ind, at det startede med Hans Egedes kristne omvendelse af det grønlandske folk, og at det sluttede, da vi satte trumf på med Thulebasen. Men jeg har mange gange på denne side forsøgt at belyse, hvordan vores politiske korrekthed stadig har indflydelse på en ellers stærk fangertradition.

Greenpeaces voldsomme kampagne mod sælfangst i 90'erne var med til fuldkommen at ødelægge et gammelt erhverv, der på smukkeste vis tog hensyn til dyr, dyrevelfærd og biologisk kredsløb. Pelsforskrækkede nypuritanere fik overdøvet en saglig diskussion om sælfangst og menneskets (som art) betydning for netop det kredsløb.

Vi tænker, at det hører fortiden til at adskille hvid fra sort, men da jeg besøgte Nuuk i 80'erne, besøgte jeg også et varehus, hvor grønlændere ikke måtte komme.

Sådan er det ikke længere, men vi skal ikke tro, at det er en fortid, der ligger så langt tilbage, at den er glemt.

Resultatet af danskernes hensynsløse fremfærd i Grønland er det, vi stadig ser i dag, og når jeg tænker på, hvordan vi har sagt undskyld for Godhavn (drengehjemmet, der mishandlede børn i 1960'erne), at vi i dag meget tydeligt forsøger at lægge afstand til den slavehandel, som Danmark var medvirkende til for 150 år siden på De Vestindiske Øer, ja, så kan det undre, at børnene i Grønland, som lever her og nu, som lider netop i dette øjeblik, ikke er vores førsteprioritering.

Hvis man ser på størrelse, så er det danske kongerige (som også tæller Grønland og Færøerne) verdens 12.-største land. I kvadratkilometer vel at mærke. I befolkningsstørrelse er vi bittesmå. Grønland tæller kun 55.000 indbyggere. 13.000 er børn under 16 år. Det vil sige, at de misbrugte børn tæller ca. 2.500 i runde tal.

Vi er et rigt land i så mange henseender. Er der nogen, der kan forklare mig, hvordan vi kan undlade at gøre en indsats for disse mennesker? Hvis vi har en anelse samvittighed, hvordan kan vi så lade dem i stikken?

Jeg havde engang en kongstanke om, at man fyldte fly med danske kvinder, der ville påtage sig rollen som mødre i disse grønlandske hjem. Jeg så for mig, hvordan voksne kvinder drog af sted for at bidrage med madlavning, kontrollerede sengetider, lektiehjælp, madpakker og vigtigst af alt kærlig omsorg.

Jeg ved godt, det er en utopisk tanke, men jeg synes simpelthen, man burde tænke ud af boksen. Hvordan kan vi synes, det er vigtigt at hjælpe mennesker ude i verden, hvis vi ikke er i stand til at tage os af vores egne? Grønlænderne vil gerne klare sig selv, og det forstår jeg så godt, men vi må ikke svigte de grønlandske børn. Vi er deres eneste chance.