'De har opfundet en pille, der kan helbrede HIV-smittede.'

Jeg husker den aften, jeg fortalte det første gang. Jeg var til et middagsselskab i England sammen med jævnaldrende, der ligesom jeg havde oplevet 80'ernes grufulde AIDS-epidemi på nært hold.

Jeg kendte en fyr, Knud, der var gået fra at have fået en dødsdom til pludselig at være rask takket være den nye medicin. Når jeg husker denne aften, så var det, fordi den endte tumultarisk.

De øvrige i selskabet havde nemlig ikke hørt om denne medicin, og de troede simpelthen ikke på, hvad jeg sagde. Ja, faktisk blev jeg så hånet for at udbrede den slags usandheder, at jeg endte med at forlade etablissementet. Det var en frygtelig aften, og min krop kan stadig huske, hvordan det var at blive kaldt løgner.

Jeg tænker på det, fordi jeg for få uger siden læste en artikel i Berlingske af videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard, som skrev om CO2-sugere fra Climeworks i Schweiz.

En slags kunstige træer, der suger CO2 ud af luften, hvorefter CO2'en enten kan sendes videre ind i et drivhus og dermed få grøntsager til at vokse ekstra meget (et godt alternativ til kunstgødning).

Eller det kan deponeres i jordens geologiske lag eller puttes ind i cement. Eller at det gennem kemisk proces kan omdannes til brændstof, som igen kan bruges til biler og fly.

Nuvel, det er en teknologi, der er vanvittigt dyr, og det vil tage tid, før den er så udviklet, at vi rent faktisk vil kunne implementere den, men ærligt talt: Det er da vidunderligt!

Det er måske et af svarene på alle vore trængsler. En masse mennesker vil gerne have klimaet til at fylde i valgkampen. Jamen, så lad os tale løsninger i stedet for problemer.

Og her er en, som vi – bilder jeg mig ind – alle kan blive enige om at bakke op om. Med økonomi. Med viden. Med innovative tiltag.

Klimatosser har uden tvivl været ugens buzzword. Gad vide, om Pia Kjærsgaard var klar over, hvor provokerende ordvalget var!?

Det var brænde på bålet hos de typer, der hylder den lille Greta Thunberg, der også gæstede Danmark i den forgangne uges løb: En 15-årig svensk pige, der har fået millioner til at strejke for klimaet, og som beder os gå i panik.

Den enorme fascination af hende minder om nyreligiøse bevægelser. Jeg synes, hun er drøn-uhyggelig. Godt begavet, men ikke ret nuanceret. Og fortæl mig lige, hvornår der sidst er kommet noget godt ud af at panikke?

Jeg ved, jeg balancerer på en knivsæg, når jeg siger dette, for jeg rammer lige ned i vores nærmeste vennekreds, men jeg er overrasket over, hvor mange voksne der fortæller, at de er blevet veganere eller har ændret livsstil, fordi børnene har bedt om det.

Jeg synes så absolut, vi skal tale med vores børn om, hvordan man behandler kloden og klimaet, og jeg synes, man sagtens kan involvere sine børn i de alvorlige konsekvenser af vores handlemåder, men vi skal have videnskaben med og ikke alle mulige hovsa-løsninger, som alligevel ikke batter en disse.

Det bliver lidt for symbolsk efter min smag: 'Se, hvor meget jeg gør for klimaet.' For uanset om så hele den vestlige verden blev veganere fra i morgen, så ville det ikke bremse udbygningen af kulkraftværker i Kina, Indien og Afrika.

Madspild er et af de største problemer, men hvis vi kunne uskadeliggøre 87 procent af HFC-gasserne fra de gamle frysere, køleskabe og airconditionanlæg, ville effekten være 'omtrent lige så stor som overhovedet ikke at brænde kul, olie og gas af på kloden i to år'.

Vi går ind i en uge, som må siges at være spændende. På onsdag er der valg, og herhjemme fejrer vi det som altid sammen med gode venner og en ordentlig portion stegt (valg-)flæsk med persillesovs.

Jeg tror ikke, klimadebatten flytter noget, hvis jeg skal være ærlig. Jeg synes dog aldrig, en valgkamp har været mere uforudsigelig end denne, og personligt har jeg nået at overveje helt op til fem forskellige partier, siden valget blev udskrevet.

Og mon ikke mange andre har det som jeg?