Jeg er flyttet tilbage til Danmark efter 16 år i Sverige. Det er vidunderligt.

Vi bor i et villakvarter, og jeg nyder den nærhed, det er med til at give, selvom jeg også nød de store vidder, mens vi boede på landet hinsidan.

Vi bor på det, der kaldes en koteletgrund, hvilket betyder, at vi har seks naboer. Søde mennesker (og et par hunde) som vi alle har et godt forhold til.

Nåh ja…og så lige en enkelt, hvor vi er nødt til at tale sammen gennem en advokat, fordi vi ganske enkelt er uenige om, hvad høflig omgangsform er.

Og det er dét, jeg synes, er interessant: Slaget om den gode tone.

Måske er det ved at være vundet. Jeg øjner i hvert fald, at der er kommet en ny tendens, hvor god tone er blevet afgørende for, om man er et moderne menneske eller ej.

Og lad mig bare komme med et par eksempler. Under valgkampen var det meget tydeligt, at TV-redaktørerne havde lagt sig i selen for at skabe et godt debatmiljø.

Clement Kjersgaard tog sig flere gange friheden til at kræve en time-out. 30 sekunders stilhed, når bølgerne var ved at gå for højt. Måske var det det, der udstillede Rasmus Paludan så tydeligt. Han fik dømt sig selv ude med sin fremfusende facon.

Hele DR’s dækning af valgkampen handlede om at kunne være enige om at være uenige. Da det på valgaftenen viste sig, at Nye Borgerlige var kommet ind, var DR’s journalist den første til at fange Pernille Vermund.

Da kom hun med et unødvendigt udfald mod Morten Østergaard. Hun fik sagt noget om, at hun håbede, de kunne låse ham inde på toilettet, så man kunne slippe for at høre på ham. 'Det lyder ikke særlig rart,' afbrød DR journalisten hende.

Vermund plirrede med øjnene, og jeg tror næsten, hun hørte ekkoet af sin egen stemme. Nej, det lød virkelig ikke rart, og jeg tror, at hun lige i det sekund fattede, at hendes hoverende tone kom til at pege fingre ad hende selv.

Ovenikøbet valgte hun dagen derpå at undskylde, at hun havde bandet lige lovligt meget under sin tale (og her vil jeg ikke pudse nogen glorie, for jeg bander selv alt for meget. Så også et undskyld herfra).

Forleden var jeg så inde i København. En ung pige kom trækkende med sin cykel inde i vejkanten. En buschauffør drejede tæt op mod hende og bremsede hårdt; helt tydeligt for at forskrække hende.

Det lykkedes. Hun skreg højt. Buschaufføren åbnede dørene og råbte, at hun skulle skride væk fra vejen. Og nåh ja, hun måtte selvfølgelig ikke gå der, men det kan jo siges på så mange måder.

Jeg havde forventet, den unge pige ville sige noget i retning af ”'fuck dig,' men nej. Hun sagde til ham: 'Jeg blev virkelig forskrækket. Det kan du simpelthen ikke være bekendt.' Bum! Dermed var buschaufføren sat skakmat.

Og sidste lørdag holdt vi konfirmation. Ud på de små timer kom et større hold af unge mennesker, som jeg aldrig har set før. Piger og drenge. De dansede og drak, og klokken 01.00 tror jeg, der var 25 mennesker i poolen.

Jeg fik sagt til dem, at festen sluttede klokken halv to, men jeg må indrømme, at jeg ikke nærede ret mange forhåbninger om, at det projekt skulle lykkes.

Ikke desto mindre: Da klokken var halv to – sharp – stod de unge mennesker linet op og gav høfligt hånden til farvel og tak for en god fest, og enkelte spurgte endda, om de skulle hjælpe med noget (til trods for, at deres tilstand måske ikke var helt appelsinfri). Jeg var ganske enkelt imponeret.

Måske står det ikke så slemt til endda. Måske har vi hørt startskuddet til det, som jeg og flere andre har efterlyst: Høvisk tale.

Der hvor vi insisterer på gensidig respekt, og hvor vi møder eder og forbandelser enten med en fastholdelse af den høflige tone eller ved ganske enkelt at afvise dialogen.

Rasmus Paludan, som har haft så svært ved at give udtryk for egne holdninger uden samtidig at svine andre til, han må finde det svært at komme af med al sin galde, nu hvor spotlightet er rettet mod dem, der kom ind i Folketinget. Han er allerede fortid.