Vi har fået en ny regering. Det skal blive spændende (så har jeg ikke sagt for meget).

I den forbindelse hørte jeg forleden, at når man afleverer et lovforslag til majestæten, gøres det hverken digitalt eller i et chartek.

Lovforslaget skal skrives på en særlig type papir med en helt bestemt skrivemaskine, og så sidder der en sekretær og syer ryggen sammen på lovforslaget med trefarvet tråd!

Jeg skal love for, der bliver gjort noget ud af det. Man kan med garanti gøre det mere effektivt, men jeg er vild med, at man har en gammel tradition, som på den måde holdes i live. Mange traditioner står ellers for skud i disse år. Traditioner, som nok med tiden vil forsvinde.

F.eks. traditioner, der knytter sig til jagt. Jeg tror, man skal have oplevet en jagt for at begribe, at det sjældent handler om underholdning, men derimod er omgærdet af den største respekt for naturen. Vi kan le ad de grønne knickers og hattene med fjer, men når jagten blæses af, og dyrene er lagt op til parade, så bliver man nemt rørt over det gamle ritual.

Og dog opleves det af mange, især unge mennesker, som særdeles brutalt.

Derimod synes jeg – ikke fordi der skal peges fingre ad Spanien – det kan være svært at bakke op om en tradition som tyrefægtning, der så indlysende er dyreplageri. Det kan også være anstrengende at more sig over folkefester a la den i spanske Buñol, hvor man hvert år i august tramper rundt i 120.000 kilo tomater. I hvert fald hvis man er imod madspild.

Herhjemme har der i lidt mindre målestok været peget på sankthans som en led tradition, der gør grin med en trist forhistorie – hekseafbrænding – og som kan opfattes som kvindenedsættende. Det pudsige er, at traditionen med at sætte heksen på bålet kun er 100 år gammel, ligesom den førnævnte tomatfest først opstod i 1940'erne. Dybere stikker det altså ikke.

I tæt familie med sankthansaften er den 1. maj. Det er nemlig valborgsdag, og både i Tyskland og Sverige fejrer man valborgsaften den 30. april med bål (i lighed med vores sankthans) for at markere overgangen fra vinter til sommer.

Selve den 1. maj er mere præget af arbejdernes internationale kampdag, hvor arbejdere herhjemme møder op med røde faner i Fælledparken.

Kampdagen stammer tilbage fra 1800-tallet, hvor der opstod massedemonstrationer, fordi arbejderne krævede en ottetimers arbejdsdag. Det krav er for længst opfyldt, og det vil heller ikke være helt forkert at påstå, at fejringen efterhånden har udviklet sig til et drukgilde, hvor nogle idioter ødelægger den fine dag med provokerende aktioner mod talerne. Hatten af for de politikere, der troligt møder op hvert år.

Bør traditionen omkring 1. maj så bevares? Jeg mener personligt, at 8. marts – kvindernes internationale kampdag – er langt mere relevant at gøre noget ud af. Den handler ikke kun om ligestilling, men om kvinders stilling i verden. På vores breddegrader har vi stadig til gode helt at finde ud af, hvad ligestilling skal betyde.

For mig betyder ligestilling: lige løn for lige arbejde. Jeg talte med en kønsforsker, der sagde, at vi ikke ved, om kønsroller er noget, der ligger i generne, eller om det er vores forestilling om, hvad der er maskulint og feminint.

Det er en interessant snak, men det være sagt, så kan jeg sagtens synes, at det er dejligt, at mænd tager barselsorlov, og samtidig nyde, at en mand er galant. Rødstrømperne gjorde et fantastisk stykke arbejde, som min generation har nydt godt af, men jeg ville have det lidt stramt med at blive inviteret på date af en mand i kjole.

I den forbindelse gør jeg opmærksom på, at det næste år er skudår, og at kvinder ifølge traditionen har lov til at fri til deres kæreste den 24. februar.

Den dag hejser vi dannebrog. Vores smukke flag, hvortil knytter sig en mængde traditioner. I Sverige gemmes flaget mere af vejen i disse år, da det gule kors på den blå baggrund kan opfattes som kristen propaganda. Lad det aldrig komme så vidt herhjemme.