Jeg kan rigtig godt lide at tage toget.

Både ind til byen men også til arbejde. Måske lige bortset fra den seneste tur, hvor jeg skulle hjem fra Frederikshavn og endte med at skifte tog tre gange samt tage to forskellige S-togsbusser, der var sat ind på grund af sporarbejde. Turen startede klokken 13.45 i Frederikshavn, og jeg var hjemme hos mig selv kl. 22.30.

Som så mange andre mennesker har jeg skiftende arbejdspladser. Somme tider også ret meget bagage, og så er det tvingende nødvendigt at tage bilen. I december måned kørte jeg således 8.000 km på de danske landeveje. Det er min rekord til dato, og mange synes sikkert, at det lyder dødkedeligt med al den transport. Men det er det ikke.

De sidste ti år har jeg lagt 50.000-70.000 km bag mig om året, og tiden går nemt, fordi jeg dels får slappet af og dels får øvet mig, hørt podcasts og udtænkt ideer. Mange problemer er blevet løst på disse ture, og mange budgetter er blevet regnet igennem en ekstra gang, mens de hvide striber i asfalten farer forbi.

Man lærer sine tankstationer og toiletter at kende. Man ved snart sagt over hele landet, hvor de serverer god kaffe, og hvor de pæne toiletter er – og også hvilke man skal undgå.

Jeg har mange gange holdt ved de store rastepladser for lastbilchauffører og tænkt: 'Sikke et liv', uden at være klar over, hvor snublende ens deres og min hverdag ser ud - i hvert fald når det kommer til de lange strækninger, som trods alt fylder ret mange timer på ugebasis.

Men under Folkemødet blev jeg endnu klogere på truckerlivet. Jeg havde den fornøjelse at tale med kvinder i godstransportbranchen. Altså ikke buschauffører eller taxachauffører, men vaskeægte kvindelige lastbilchauffører.

Og nu tænker du måske på en ret særlig type med store, tatoverede overarme, en fedtet kasket og piercinger i hele ansigtet, men der må jeg bremse dig. Vi taler helt almindeligt udseende kvinder med familie derhjemme, som har valgt livet i en lastbil, fordi det er et meget selvstændigt job med masser af udfordringer.

Og jeg skal love for, at der var nogle fordomme, der blev hugget omkuld ved det møde. Alle de gamle jokes om kvinder, der ikke kan køre bil, lå lige bag tungen. Og hvor er det en skam, når det nu viser sig, at kvindelige lastbilchauffører har langt færre skader og ulykker end mænd.

Selvfølgelig er lastbilen ligeglad med, om det er en kvinde eller mand, der sidder bag rattet. Den er lige nem at køre for det ene som for det andet køn.

Det var sjovt at tale med kvinder, der ligesom jeg kender alle de listige (læs: gode) steder langs de danske veje. Nå, ja, de kører med 18 hjul under sig, hvor jeg kun har fire, men det var girl talk om kaffelatte, støvsugning af biler, favoritpodcasts og så videre.

Jeg havde sådan lyst til at svinge dem en high five og sige 'respekt', men det ville bare have pustet til stigmatiseringen af og forestillingen om truckertøser - og de er, hvis du vil vide det, kvikke og ambitiøse kvinder, så vi endte med en krammer i stedet.

I politiet fik man for snart mange år siden formået at ryste posen, således at der kom flere kvinder ind i korpset. I byggebranchen har man sat gang i et projekt, der hedder Boss Ladies, som skal gøre det klart, at pigerne har lige så gode muligheder i bygge- og anlægsfaget som drengene.

Og nu er turen så kommet til godstransportbranchen. Jeg synes, der er noget befriende i at høre om andet end kvindekvoter i ledelser og bestyrelser. At man har fået øjnene op for, at der i de traditionelle mandefag også er brug for at lukke kvinderne ind. Fordi der mangler arbejdskraft. Og fordi kvinderne sagtens kan.

Fremover kommer jeg til at spejde efter disse kvinder, når jeg gør holdt på rastepladserne, for de kunne vist godt bruge et ekstra smil og et anerkendende nik. De er de nye forbilleder. For som en af dem meget rammende sagde: 'Det er da klogere at få det store kørekort fremfor en lille studentereksamen'.