For tiden er mit Facebook-feed oversvømmet af glade kolleger, der poster billeder af sig selv på deres nye pladser i folketingssalen.

Det skal være dem vel undt, og hjerteligt tillykke med valget herfra.

Læser jeg kommentarerne, er de præget af gode venner til de nye kolleger, der for det meste skriver ting i retning af, at nu kommer der endelig, langt om længe, til at ske noget.

Uden at spille lyseslukker, så lad mig dog fortælle lidt om, hvordan det rent faktisk er at sidde i folketinget. Ikke for at slå de glade ny oven i hovedet. Men for at justere forventningerne i deres vennekreds.

Det første, mange har fået galt i halsen, er, hvad Folketinget laver. De tror, at det styrer landet. Men det gør Folketinget ikke. Når vi ellers har en regering, er det den, der styrer Danmarks overordnede retning. Og det er på dens vegne og ansvar, der trindt om land administreres og træffes afgørelser.

Snart vil de nye kollegers indbakker være oversvømmet af mails fra borgere, der godt kunne tænke sig, at fuldkommen urimelige myndighedsbeslutninger blev omgjort af deres nyvalgte MF’ere.

Men eftersom de netop har skrevet under på, at de vil overholde grundloven, er det deres pligt at skrive tilbage og fortælle ærligt, at lande, hvor medlemmer af det nationale parlament kan ændre på administrative afgørelser, ikke er noget at råbe hurra for. Og som regel ligger i andre kontinenter end Europa. Det er nemlig magtmisbrug og derfor noget, vi skal sætte virkelig meget ind på at undgå.

Snart vil de nye kolleger også opleve, at det kommunale selvstyre faktisk er en realitet. Kommuner er ikke nogen, Folketinget og regeringen bare kan tilsende ordrer om at gøre dit og dat.

De holder benhårdt på, at de for eksempel bestemmer over deres skolevæsen og deres ældreforsorg. Og hvis kommunerne synes, Folketinget og regeringen farer for hårdt frem, tilkalder de KL, som er deres fælles interesseorganisation. Det er ikke kun i spøg, den organisation mand og mand imellem kaldes 'Den fjerde statsmagt' på Slotsholmen.

Hvis det ikke er grundloven eller KL, der sætter en stopper for de enkelte MF’eres glæde ved at bestemmer over alverden, skal EU nok vide at gøre det.

I Danmark kan vi ikke bare føre den miljøpolitik eller den finanspolitik, der passer os. Der findes direktiver og traktater, der sætter rammer. Og kan man ikke finde ud af at holde sig inden for dem, skal EU-domstolen nok vide at få fastslået på en måde, selv den mest tungnemme regering kan forstå.

På den måde kunne jeg blive ved. Pointen er den samme: Den magt, nogle forestiller sig, man er udstyret med som medlem af Folketinget, må man dele med et utal af andre magtinstanser. Derfor er det sådan – hvad enten man tilhører regeringsblokken eller oppositionen – at den følelse, der efter nogle år i Folketinget først og fremmest behersker sindet, er magtesløshed.

Der er så mange ting, man udmærket godt ved kun fungerer et eller andet sted i spændet mellem 'ad helvede til' og 'OK,' at det er til at blive helt opgivende over. Fordi det hver gang, man prøver at ændre noget, viser sig at være aldeles umuligt.

På den anden side: Når der kommer en ny regering, man ikke har den helt store tiltro til, er det også meget godt at vide, at dens udsigter til at ændre noget som helst er meget begrænsede.

Og i sidste instans er det nok også grunden til, at vores system er, som det nu engang er. De kloge mennesker, der skabte det moderne Danmark, vidste heldigvis, at det ikke er godt, hvis nogen magt i Danmark bliver alt for stærk.