'Der er noget til os alle.'
Hvor har jeg hørt det gamle ordsprog mange gange, og ligesom så mange andre ordsprog finder jeg det både urigtigt og ufølsomt.
For det første er der mange, der valser gennem livet uden nogensinde at støde på grund. Enten af rent held eller fordi de er dygtige til at springe fra tue til tue. For det andet er der nogen, der rammes usædvanligt hårdt, så de aldrig rejser sig igen.
Og kan man så sidestille et dårligt arbejdsliv med et dårligt helbred eller tabet af et barn. 'Der er noget til os alle' er sådan noget, man siger, når man ikke orker at høre om andre menneskers ulykke. Når man vil afværge de detaljer, der enten bevidner, at de ikke har haft nævneværdige problemer inde på livet, eller at de bærer på en sorg, som det kan være ubærligt at høre om.
Måske skulle man genopfinde ordsproget. A la: 'Modstand er noget, alle har brug for' og så ellers holde mund, når man støder på mennesker, der har oplevet store tab og dyb sorg, for det er alligevel de færreste, der kan sætte sig ind i, hvordan det føles.
Hvis 'modstand' dækker over de udfordringer, vi bliver mødt med gennem livet, så vil jeg til gengæld hævde, at den modstand kan være af det gode. Også når den ikke synes at være det. Det kræver, at man tør være nysgerrig på modstanden og spørge sig selv: 'Hvad kan jeg lære af det?'
Det er irriterende sagt. Jeg ved det. For er der overhovedet noget at lære, når man står og kigger ind i en konkurs eller bliver ramt af sygdom? Men ja, det kan der faktisk være. Jeg kan i hvert fald sige, at de mennesker, der ikke har haft modstand i livet, ofte fremstår åndsfattige.
Måske er de rige af formue. Har haft adgang til en bekymringsfri tilværelse, men lever et dekadent liv med stoffer og seksuelle udskejelser, fordi de keder sig. Eller de er kommet til penge og oplever pludselig tomheden ved at have råd til det hele.
De har stræbt efter succes – sparet sammen til drengedrømmen af en bil eller et ur for så at opdage, at de nu kan købe alt, hvad der er på hylderne. Uden problemer. Det lyder selvfølgelig ikke som noget problem, men er man ydmyg over for livet, så bliver den nemme tilværelse et åg.
Mange vælger derfor på ny at opsøge udfordringerne. Sætte formuen på spil gennem forretninger. Så der er noget at kæmpe for. Spænding. Modstand. I min optik er disse mennesker ikke blot dristige eller driftige, men de er også langt mere inspirerende at tale med.
Det er modstanden, der former os og giver dybde. Vores evne til at løse problemerne frem for at løbe væk fra dem er det, der i sidste ende definerer os. Og det behøver ikke have noget med økonomi at gøre. Det kunne også handle om privatlivet eller om forholdet til vores rivaler.
Tag nu et fodboldhold som FCK. Deres fans elsker, når de fejer modstanderne af banen og løber med pokalerne foran næsen på ærkefjenden fra Brøndby. Men mest når det blå-gule hold også viser sig stærkt. Et opgør, hvor to hold spiller lige op og holder spændingen til det sidste, er alt andet lige mere tiltrækkende end et opgør, hvor det ene hold er overlegent.
Modstanderens styrke er den, der afgør, hvor godt det vindende hold faktisk er. Sådan er det også i forretningsverdenen. Og sådan er det også i et ægteskab. Vi har ikke godt af at være ulige parter. Man kan sagtens have velfungerende ægteskaber, hvor en er hjemmegående og den anden udearbejdende, men respekten skal måles på andre parametre.
Et godt ægteskab er efter min mening ikke et, hvor man stryger hinanden med hårene og husker alle mærkedage med blomster, men ét, hvor man giver hinanden kvalificeret modspil. Vi har godt af modstand. Og tro mig, når jeg siger, at jeg ved, hvor svært det er at stå og glo lige ned i det sorte og tænke, at intet længere giver mening.
Jeg siger ikke, det er nemt, men kommer man op igen, er det med fornyet styrke.
Hvis det er sådan, det gamle ordsprog skal opfattes, ja, så håber jeg næsten, der er noget til os alle.
