Jeg var i Føtex. Ikke en butik, jeg har været i før. Så havde man tegnet min rute - set oppefra - ville det være en masse streger på kryds og tværs og ikke mindst frem og tilbage.

I Meny, hvor jeg almindeligvis handler, ved jeg, hvor avocadoerne og grapefrugterne ligger. Jeg har styr på dåserne med vandkastanjer og de andre asiatiske kolonialvarer, som jeg gerne køber.

Derfor foregår mine indkøb for det meste i fuld spurt gennem butikken, hvor jeg racer uden om de andre med min vogn. Men her i Føtex var jeg fortabt. Alene fordi jeg ikke kender butikken.

Og helt galt gik det så, da jeg skulle betale. Hvor var kasserne? Eller rettere: Hvor var kassedamerne?

Svar: De var der slet ikke. Her var der kun selvbetjening. Og – og det er vigtigt at nævne – en ualmindeligt sød, ung mand til at vejlede idioter som mig, der for det første har medbragt pose hjemmefra og ikke fattet, at det fucker vægten op, og for det næste heller ikke har fattet, at varen skal ned i posen, før næste vare kan scannes.

Flere gange lød den der alarm, der viste, at her var der en kunde med særlige behov (sådan set en meget smart advarsel til de øvrige i køen).

Det er ikke for at overdramatisere, men da alarmen lød tredje gang, var jeg ved at græde. Jeg ville have givet det dobbelte for mine tilbudsvarer bare for at få et menneske til at tage over. Herregud, den unge mand havde jo også andre at se til end mig.

Jeg ved godt, at der er penge at spare, når ikke der sidder mennesker ved kasseapparaterne, og jeg er sikker på, at nogen mener, det i sidste ende betyder en besparelse for kunderne. Jeg har ærligt talt min tvivl.

Men alright, jeg kom igennem, og næste gang vil jeg være knap så panikslagen i mit blik. Hvis der bliver en næste. Omvendt må man nok belave sig på, at det er fremtidens setup med disse upersonlige kasser.

Samme aften skulle min veninde besøge mig. Hun kunne have taget tog og bus (jeg har selv diverse apps til togbilletter, men synes ofte, det er svært at hitte rundt i zoner. Jeg burde jo nok få lavet et rejsekort, så jeg selv kan tjekke ud og ind og dermed lade Big Brother og DSB have fuld kontrol over, hvor jeg befinder mig).

Men min veninde valgte i stedet at prøve kræfter med det spritnye DriveNow – BMWs elbiler, som findes rundt omkring i byen, og som man booker sig ind på. Igen et smart koncept, hvor man ikke behøver være i kontakt med andre mennesker. Og det fungerede. Lidt dyrt, javel, men det var faktisk nemt at bruge.

Det er da godt, man er ung og kan overskue alle de nye tiltag og er vant til at blive kastet ud i snart sagt hvad som helst på egen hånd uden nogen at spørge til råds. For den lidt ældre generation må det til gengæld være et sandt mareridt at skulle navigere i. For slet ikke at tale om, hvor ensomt det må føles.

Lidt ligesom når Assens Kommune beslutter, at de gamle (som har betalt fuld pris hele livet i form af skat) sagtens kan vaske sig selv med vådservietter. Hvor ironisk, at den besparende selvbetjening bogstaveligt talt er endt som en våd klud i ansigtet på ældre borgere!

Selvbetjening er smart på tankstationen, men på kommunen vil jeg gerne træffe et menneske. Selvbetjening er super, når man på nettet kan bestille noget, som man ikke er i tvivl om, at man skal have – og noget værre hø, når man har bestilt noget tøj fra England, som så viser sig at være forkert størrelse eller skidt kvalitet.

Selvbetjening er bedst på netbank og værst, når man har et spørgsmål til sit teleselskab, som ikke besvares på hjemmesiden – og man heller ikke kan komme igennem til lidt personlig vejledning.

Selvbetjening er faktisk en rigtig god idé til rigtig mange ting. Men må jeg anbefale forretninger (eller for den sags skyld kommuner), der gerne vil imødekomme krævende og kontaktsøgende borgere, som måske ikke går voldsomt op i, om agurken koster otte eller 14 kroner, at annoncere tydeligt.

F.eks. noget i retning af: HER SPARER DU IKKE EN SKID. TIL GENGÆLD ER VI MEGA NICE.