Jeg har holdt sommerferie i seks uger, og nu er det slut.

Da jeg blev selvstændig for otte år siden, besluttede jeg, at min personlige kompensation for søvnløse nætter over momsregnskaber, affaldsgebyrer og alt den slags, som jeg på trods af mine 47 år absolut ikke føler mig voksen nok til, skulle være, at jeg holder al den ferie, jeg har lyst til.

Det har jeg gjort lige siden. Og det er altså – ud over alt det løse resten af året – seks uger om sommeren.

På 42 dage kan man – hvis man er mig - nå at læse 18 bøger. Man kan også spise lige omkring dobbelt så mange is og endnu en gang konstatere, at man ikke kan lyne noget med fast linning, fordi man har taget tre kilo på, og de sidder lige på maven.

Og man kan få sommerferieøjne. Sommerferieøjne er min private ækvivalent til brilleøjne, ligesom når folk, der normalt går med briller, tager dem af og ser helt anderledes ud. Sommerferieøjne kommer af sig selv i løbet af et par uger eller tre.

Man lægger flot ud i starten af ferien med at læse sin daglige avis, følge med på Twitter og sige til sig selv, at man nok hellere må se en nyhedscirkel på NEWS, 'hvis der nu er sket noget'.

Efter nogle uger tænker man, at man sagtens kan flytte avisen over til sin mor og nøjes med at læse den på nettet. Og man kan jo altid se en nyhedscirkel. Hvis det altså ikke var, fordi man hellere vil se gamle afsnit af 'Barnaby' og spise pebermyntekarameller, mens man filer sine fødder, der ikke har haft lukkede sko på siden maj måned.

Og kun går på nettet for at google opskriften på chokoladepavlova.

Før man ser sig om, har man hundrede procent sommerferieøjne. Og ser verden gennem et filter af jordbærfløde, fint strandsand og den treogtyvende gennemlæsning af 'Mordet i Orientekspressen', som ikke lukker ret meget end det allervigtigste igennem.

Det kommer næppe som en overraskelse for ret mange, at jeg også til hverdag er lidt af en no bullshit-dame. Det ligger i mine gener og er blevet finpudset gennem to årtier i krydsfeltet mellem medier, erhvervsliv og politik.

Men også jeg bliver jævnligt opslugt af ligegyldige debatter i både den virkelige og den virtuelle verden. Det er jo svært at lade som ingenting, når alle pludselig synes, at det vigtigste emne i hele verden er, hvorvidt den danske sang er en tre kilo overvægtig, gennemfregnet fynbo med fuldkommen saltbleget hår – eller noget helt andet.

Derfor kan jeg på det kraftigste anbefale sommerferieøjne. Jeg har stadig mine skruet i og kan derfor på ingen tid gennemskue tidens hotteste emner og sparke dem så langt ud til hjørne, at jeg aldrig behøver at beskæftige mig med dem mere og i stedet kan koncentrere mig om at holde fast i at læse bøger en time hver aften og lave marmelade af de hyben, jeg har plukket på Balka Strand i sidste uge.

I kan lige låne dem i fem minutter, så kan I også komme videre med noget andet, som er vigtigere:

Nej, dine børn får ikke et traume for livet, fordi de græder, når de skal sove, og du venter nogle minutter med at trøste dem. Det må du gerne. Du er også fuldkommen i din gode ret til at bære dem i en slynge, til de er 13, og spilde vores andres tid i iskøen ved Frederiksberg Chokolade, fordi du gerne vil opmuntre Paprika Mynte til en konstruktiv valgproces imellem sukkerfri citronsorbet og fuldfed vaniljeflødeis (og bliver virkelig passiv-aggressiv, hvis hun vælger det sidste).

Du elsker dit barn på din måde, og det er helt okay. Om andre gør noget andet og endda udgiver bøger om det, kan du bare ignorere.

Jeg vil gætte på, at størrelsen af din harme over, at der eventuelt kommer en ramadansang i Højskolesangbogen, er ret præcist omvendt proportional med, hvor tit du har åbnet en Højskolesangbog.

Hvis din identitet som dansker er en så skrøbelig størrelse, at en sang i en lille blå bog kan ødelægge den, har jeg et forslag: Tag på højskole. Der finder du essensen af alt, hvad danskhed er, baseret på demokratisk dannelse, fælleskabsånd og det, som en af mine yndlingshøjskolelærere, Julie, som jeg møder hvert år, når jeg tager på sommerhøjskole i Gerlev, kalder 'forundringsparathed'. Det kunne du nok trænge til en dosis af.

Hvis du er politiker og virkelig er dybt bekymret over den stigende kinesiske indflydelse i verdenssamfundet, kan du starte med at aflevere din skatteyderbetalte og kinesisk producerede iPhone tilbage. Jeg er er dog helt med på, at det er langt sjovere at harcellere over, at Zoologisk Have har et kort foran pandaerne, der er skåret, så man ikke kan se Taiwan.

Det var det.

Selv tak.