Dejligt at se skoleeleverne igen, friske og udhvilede, solbrændte og veloplagte, tilbage fra en dejlig lang sommerferie.

Ind i de rengjorte klasselokaler, hvor der nu bliver udleveret skoleskemaer for næste års arbejde. Hvem skal gøre hvad og hvornår?

Der er stor spænding og forventningsfuldhed. Mange har sikkert savnet kammeraterne efter en lang ferie. Den begyndte måske endda at blive lidt kedelig til sidst. Så er det godt, at der sker noget igen. Nu skal vi i gang.

Men hvad er nu det?

Vi kan ude på gangen høre, at der er ballade i 6.V. Der er opstået et voldsomt slagsmål om, hvem der skal sidde hvor og ved siden af hvem. Hvem skal sidde forrest? De dominerende drenge får som sædvanlig deres vilje, men der skal jo også en pige med foran, det ser bedst ud, og hvem skal det nu være?

Hende, der klarede sig godt til eksamen inden ferien, kan mange af de andre ikke lide. Hun er bare 'for meget'. Så derfor må hun rykke ned i rækkerne. Drengene trøster hende med, at hun nok skal få noget at lave. De mener sikkert, at hun kan få lov at dele bøger ud eller viske tavlen ren.

Her drejer det sig ikke om eksamensresultater. Og det er jo fair nok. Det er klassen selv, der vælger, hvem der skal være hvad, og det har lærerne, som også kaldes vælgere, faktisk ikke noget med at gøre. Der står selv i grundloven for skolen, at ingen elev kan bindes af forskrifter fra lærerne, men er alene bundet af sin overbevisning, og helt ærligt, hvordan klassen indretter sig i det daglige, skal andre da heller ikke blande sig i.

Vi andre kan da også godt huske, at der har været de samme konflikter i klassen i årevis. Så længe man var førende på skolen, var der mange, der bare fandt sig i den måde, klassen førte sig frem på. Selv hende, der klarede sig godt til eksamen og var så glad for kager, måtte de finde sig i, selv om de ofte krummede tæer.

Så balladen er ikke ny, men når man er skolens førende klasse, må man glemme det, man mener. Det har klassen lært i en tidlig alder.

Det hævner sig nu. Der er kommet nye elever, der ikke føler sig bundet af tidligere skoleårs forpligtelser, og der er også gamle, der nu har fået nok.

Men der er mere ballade. Inde i 6.A synes den førende i klassen, at han også skal blande sig i, hvad der foregår i parallelklassen. 'Hvad sker der lige her,' råber han nede i skolegården, så alle kan høre det. Hvorfor skal hende med kagerne ikke sidde forrest?

Men helt ærligt. Hvad i alverden skal han blande sig i det for? Det var så absolut 6.A, der klarede sig allerdårligst ved eksamen lige inden ferien, og mange mente endda, at det var ham den førende dreng, der var skyld i det.

Måske skulle han tage og passe sin egen klasse og se at få gang i arbejdet derinde. Andre klasser på skolen har taget kampen op mod A'erne, så de har vist nok i deres egne problemer. Men det er selvfølgelig smart at bortlede opmærksomheden fra sig selv, så lærerne ikke opdager det. Næst efter egen succes er andres fiasko jo ikke at foragte.

Nå, men eleverne fra skolebladet elsker sådan noget. Der kan tages billeder af vindere og tabere, nogle 'sætter ord på' deres følelser, og så bliver det ikke bedre. Andre på skolebladet kan 'gøre os klogere på', hvad der foregår, og så kan der gå meget tid med det.

Det bliver nok godt for alle parter, når skolearbejdet begynder igen, så der kan blive delt nogle opgaver ud, og energien kan blive brugt på noget mere vigtigt.

Så må hende med kagen se at bruge kræfterne på noget bedre end bare at få fine karakterer ved eksamen, fordi hun er bedre til at tale lærerne efter munden.