Permanent grænsekontrol. Også ved grænsen til Sverige. Tænk, at der kan være noget som helst kontroversielt ved det ønske.

Men det er der altså – også i den borgerlige, ja, konservative lejr. I forbindelse med mit kandidatur for De Konservative blev jeg mødt med panderynker og uforstående ansigtsudtryk, da jeg i forskellige sammenhænge plæderede for, at vi skal holde nøje opsyn med, hvem der passerer grænsen.

Ja, spørgsmålet, om jeg var bange for, svenskerkrigene ville bryde ud igen, lå lige yderst på tungespidsen. Ikke hos alle selvfølgelig – men i den radikale gren af den konservative familie. Og med nøje opsyn mener jeg altså permanent grænsekontrol, hvor man viser sit rødbedefarvede pas, bliver vinket ind til siden, hvis man ser tilpas skummel ud, og måske har andet på samvittigheden og i bagagerummet end nogle rammer dåsebajere, smøger og lakridskonfekt fra Fleggaard.

Og på nøjagtig samme måde til og fra Sverige, hvis man passerer grænsen med andet end köttbullar og knækbrød under armen. Sverige brænder, kære venner. Hovmod står for fald i barmhjertighedsstaten på den anden siden af Øresund.

Men ingen tager rigtig alvorligt, at der kun er en bro og en spytklat imellem os. Og en grænse til Danmark, man frit kan valse indover. Under valgkampen fremlagde Venstre i det mindste et ønske om at reformere Schengenaftalen og muliggøre en permanent kontrol ved den dansk-tyske grænse. Så langt så godt, men forslaget blev undsagt af De Konservative med begrundelsen, at det ikke var konservativ politik. Hvordan det ikke kan være fuldstændig grund-konservativ, ja, borgerlig politik, har jeg svært ved at begribe.

Nuvel. Mens der er bal i den borgerlige, og alle har travlt med at give hinanden skylden for et valgnederlag, der fortjener 'akklamation bravour', som Søren Kierkegaard ville sige, har virkeligheden imidlertid (igen) indhentet alle drømme om, at vi kan leve i ét stort menneskefællesskab, hvor grænser, kulturer, normer og forskelle er ophævet.

Inden for et par dage blev Skat og en politistation på Nørrebro ramt af eksplosioner. I Sverige er det hverdag – det kan det også blive i Danmark. Og motivet behøver vi vist ikke at granske i ret længe – det er anslag på samfundsbærende institutioner i det offentlige Danmark – og gerningsmændene er svenskere med anden etnisk baggrund.

Den ene er pågrebet, den anden over alle bjerge og grænser. Regeringen vil nu styrke grænsen til Sverige, for virkeligheden vidner om, at åbne grænser ikke længere er et tegn på frihed, men et symbol på ufrihed. Den fælles europæiske erfaring af en verden uden grænser, det, vi kalder globaliseringen, er, som den bulgarske samfundstænker Ivan Krastev skriver, 'en drøm om noget sublimt, der blev et mareridt' (Ivan Krastev: 'Efter Europa', 2017).

Vi drømte om en verden, hvor grænserne var åbne. Hvor alle større ideologiske konflikter var blevet løst. Hvor mennesket uafhængigt af kultur, religion og normer frit udviklede sig til det bedre og frit bevægede sig rundt over landegrænser.

Vi drømte om en verden, hvor menneskeheden udviklede sig i retning af en mere demokratisk og tolerant enhed – hvor alle lignede det vestlige, frie og oplyste menneske. Vi drømte om, at vores globale og liberale ideer problemfrit ville indlejre sig i hjerterne hos folk uden for den vestlige verden.

Vi drømte om, at den liberale verdensorden ville sejre i al evighed. Sådan gik det ikke. Friheden har nået en grænse – og kun ved at beskytte og bevogte grænsen kan vi nå at opretholde friheden. Grænsen spiller en eksistentiel rolle for et land – helt konkret sikkerhedsmæssigt såvel som åndeligt.

En nationalstat har brug for en grænse, der markerer, at inden for dét territorium tales ét bestemt sprog, der gælder bestemte normer – her hersker en bestemt ånd. Frihedens ånd. Og det er ikke lykkedes os i den vestlige verden at eksportere vores frihedsværdier og institutioner og tankesæt og frie demokrati til andre dele af verden.

Det var en drøm. Hele verden ønsker ikke vores frihed. Men nogen ønsker til gengæld at komme vores frihed til livs. Og de går allerede rundt iblandt os og får os til at gyse. Vi bød dem selv indenfor. Blændværket fik os til at lade hoveddøren stå åben. Grænsen ubevogtet. Og nu er det vist på høje tid at lukke den.