Mon navnet Ismail al-Wahwah siger Mette Frederiksen noget? For to år siden opfordrede han på Nørrebro til væbnet kamp mod vestlige politikere og jøder. Hans navn burde derfor få en lampe til at lyse.

Men noget tyder på, at regeringens lamper er slukkede. Forleden kunne Berlingske nemlig meddele, at al-Wahwah sammen med fire andre nu ikke længere er på listen over hadprædikanter. Deres indrejseforbud er fjernet.

Man har næppe troet sit held på Nørrebro, hvor Hizb-ut-Tahrir nu igen kan sende invitationer ud til Danmarks fjender.

Nyheden fik mig til at se tilbage over sommerens begivenheder. Mest markant i erindring stod naturligvis valgdagen, hvor Mette Frederiksen i sin grundlovstale lovede at rette op på vælgernes mistillid til politikerne. Et ædelt formål.

Men nu – et par måneder inde i Mette Frederiksens regeringsperiode – er det dog, som om det ædle formål er skubbet lidt i baggrunden siden grundlovsdag. Sommeren har været præget af en hel stribe sager, hvor ministre i stort som småt er vendt på en tallerken.

Som jeg gennemgik mine noter fra sommerens debatter, stod det klart for mig, at der reelt findes to socialdemokratier: eet i opposition og eet i regeringen. Især på miljøområdet har det været udtalt.

Først var det sagen om pesticiderne, som Socialdemokratiet i valgkampen mente, førte til bi-dødelighed landet over. En trussel mod hele vores økosystem! Men 16.juli meddeltes det, at man alligevel ikke havde planer om at ændre den tidligere regerings praksis. Underligt, tænkte jeg.

Få dage efter var den gal igen. Nu gjaldt det flyafgifter, som Socialdemokratiet i valgkampen havde afvist. 18. juli kunne Benny Engelbrecht meddele, at socialdemokraterne alligevel var åbne over for at indføre afgifter på flybilletter.

Og næppe havde transportministeren forladt scenen, før den nyudnævnte miljøminister var på banen for at meddele, at der alligevel ikke skulle indføres straksforbud mod pesticider, der mistænkes for at give børn kræft.

Det havde Christian Rabjerg Madsen ellers som partiets miljøordfører lovet året før. Men Wermelin havde flere overraskelser til sine vælgere. Kort tid efter aflivede hun nemlig også det forslag, Socialdemokratiet i 2018 bragte til tovs for at løse ulveproblematikken – de vilde dyr skulle indhegnes.

Men ej heller de lovede indhegninger kunne nu blive til noget. Og nogen anden løsning havde Wermelin heller ikke med.

Værst har sommeren dog været på udlændingeområdet, hvor regeringens forståelsespapir med De Radikale og socialisterne kun var en begyndelse. 21. juli meddelte Tesfaye, at alle flygtninge fremover skal have gratis uddannelse i Danmark.

En uge efter åbnede han for kvoteflygtninge allerede fra 2020, selvom det ifølge Socialdemokratiets udspil fra 2018 først skulle ske, når retten til at søge spontan asyl i Danmark var helt fjernet. Det er som bekendt ikke sket.

Alligevel er der allerede sendt besked af sted til FN, ligesom Østeuropas vagabondhær igen kan rette blikket mod Danmark. Loven imod tiggeri, som Socialdemokratiet bakkede op i 2018, vil man nemlig også ændre, så de uhumske romalejre atter bliver lovlige.

Det var Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen klar til på partiets vegne at bekendtgøre, da justitsminister Nick Hækkerup grundet ferie ikke lige kunne komme til telefonen.

Alle disse sager har sikkert deres gode grunde. Der er intet galt i at mene, hvad regeringen i dag mener. Men hvis man mener eet i opposition og noget andet i regering, styrker det vel ikke ligefrem vælgernes tillid – som Mette Frederiksen lovede.

Når man i valgkampen står vagt om den stramme udlændingepolitik, men i regering giver folk som Ismail al-Wahwah indrejsetilladelse, må der uvægerligt sidde nogle rundt i landet med en fornemmelse af at være blevet løjet for.

For i alle disse sager havde Mette Frederiksens folk jo ikke bare eet, men hele to valg. De kunne enten havde sagt sandheden, før de blev valgt. Eller de kunne have holdt det, de sagde, efter de blev valgt. Men de valgte ingen af delene.